Det blev ikke til fire i rap over FC Midtjylland. Søndag var det Ulvenes tur til at vinde, da mestrene kom til Aarhus og tog en sejr på 2-1.
Hjemmeholdets cheftræner, David Nielsen, har dyb respekt for gæsterne, der nu igen topper Superligaen.
»Vi må erkende, at vi har trukket det længste strå de sidste gange, vi har mødt dem, og i dag trak de det længste strå, og det er detaljer, der afgør de her kampe. Jeg er sikker på, at når jeg ser kampen igen, så vil jeg være glad for mange af de ting, jeg ser fra vores fodboldhold. Jeg synes, at man skal forstå og have respekt for, hvad det kræver bare at skabe en lige kamp mod det her hold,« siger David Nielsen og tilføjer:
»Vi møder et hold, der er pissegodt. Vi laver kampen fuldstændig jævn, og i den periode, de scorer i, har vi måske vores bedste periode i første halvleg. Vi bliver fanget ude af position, og Kamil Grabara laver en flot redning, men de følger godt op på returen, og så mister vi bolden uden for feltet. Så det er to fejl, vi laver, og dem straffer de benhårdt, og så står der 2-0,« siger David Nielsen og tilføjer:
»I anden halvleg får vi skruet lidt op for, hvor meget vi satser, og får gjort det farligt til sidst. Jeg kan ikke sige så meget til præstationen, og det er vigtigt nogle gange at forstå, hvad niveau det foregår på. Det er ikke hvem som helst, vi spiller mod,« gentager han med roser til FC Midtjylland.
AGF's midtbaneprofil Patrick Olsen bemærker skarpheden hos Midtjylland i dette opgør, men så mener han heller ikke, at forskellen mellem de to hold er meget større.
»Jeg synes, at vi har chancerne til i hvert fald at få 2-2 og måske også 3-2, men sådan er det. De er skarpere, end vi var i dag. Jeg synes, vi får skabt mange chancer, og det var bare med at prikke den ind. De behøvede kun tre chancer til at score to mål,« siger han og tilføjer:
»Det er de små marginaler, der gør forskellen mellem os, der gerne vil være et tophold, og dem, som er et top-tophold. Vi mangler bare lige at få prikket den ind over stregen. Meget bedre synes jeg heller ikke, at Midtjylland er, men i dag var de skarpere end os,« pointerer Patrick Olsen.
Med resultatet på Ceres Park er afstanden mellem de to hold nu på fire point.


