København? Amsterdam? Eller en helt tredje mulighed?

Alt er åbent, når FCK-stjernen Mohamed Daramy til sommer skal træffe en stor beslutning.

Den danske landsholdsspiller er nemlig lige nu udlejet til københavnerklubben, men efter planen skal han tilbage til den hollandske storklub Ajax, når lejeaftalen udløber om lidt over tre måneder.

Men spørger man hovedpersonen selv, så aner han faktisk ikke, hvilken fodboldadresse han lander på, når opholdet i København er slut. Det fortalte han efter søndagens kamp i Parken:

Mohamed Daramy scorede til 2-0 i søndagens kamp mod Viborg.
Mohamed Daramy scorede til 2-0 i søndagens kamp mod Viborg. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Lige nu fokuserer jeg på at være FCK-spiller. Jeg ved ikke, hvad der sker. Som planen er nu, så skal jeg tilbage. Så må vi tage den derfra.«

Er der dialog mellem dig, Ajax og FCK?

»Nej, der er ikke noget lige nu. Det er et stykke tid siden, jeg har snakket med Ajax, faktisk. Det var lige inden, vi startede forårssæsonen. Klubben sagde, de ville komme til Danmark og se nogle kampe.«

»Jeg har haft lidt dialog med Klaas-Jan Huntelaar (en del af af Ajax' tekniske stab, red.). Det er ham, jeg snakker med.«

Men hvad vil du helst selv?

»Holde mig til planen. Bare tilbage til Ajax.«

Mohamed Daramy blev i sommer udlejet til FC København på en aftale for sæsonen. Blot et år efter, at han forlod den danske klub til fordel for den hollandske hovedstad.

FCK vandt søndag 2-1 over Viborg i Parken. Du kan læse B.T.s dom fra kampen lige HER.