Samtlige danske superligaklubber er enige.

Uefas seneste udspil til fremtiden for de europæiske klubturneringer er en katastrofe.

Det meddeler Divisionsforeningen i en pressemeddelelse på baggrund af et møde tirsdag, hvor alle 14 superligaklubber var repræsenteret.

Her var klubberne enstemmigt enige om, at de nylige planer om et op- og nedrykningssystem er decideret skadelige for europæisk klubfodbold.

Ifølge klubberne vil det gøre det meget sværere for mindre klubber at kvalificere sig til de europæiske turneringer, mens man også er imod forslaget om flere kampdage og weekend-kampe i de europæiske turneringer.

»Kvalifikation til de europæiske klubturneringer gennem nationale turneringer er essensen af vores fodboldsystem og europæisk fodboldkultur.«

»Forslaget fra Uefa og ECA er en katastrofe, ikke bare for den danske liga, men for alle europæiske ligaer og fodboldens tilstand i Europa.«

»Vi ønsker, at Uefa starter forfra og denne gang involverer de europæiske ligaer og andre interessenter i forhold til at skabe en vision, der vil tilgodese alle ligaer og klubber og ikke bare nogle få,« siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

Claus Thomsen. Arkivfoto.
Claus Thomsen. Arkivfoto. Foto: ARND WIEGMANN
Vis mere

Den nye bud fra Uefa og ECA (sammenslutningen af europæiske fodboldklubber, red.) skulle træde i kraft fra 2024.

Her ønsker man angiveligt at erstatte Champions League og Europa League, som vi kender det i dag.

I stedet skulle modellen være et ligasystem med tre divisioner. I den bedste division skulle der være 32 hold med 24 gengangere fra sæsoner før.

Derudover skulle der være tale om, at der vil være flere hold med i de tre divisioner end de 80 hold, der er med i Europa League og Champions League i dag.