Selv om Vejle Boldklub er rykket ud af Superligaen, fejler ambitionerne ikke noget i traditionsklubben.

Således kan B.T. afsløre, at den østjyske traditionsklub opgraderer den sportslige sektor med et prominent dansk fodboldnavn.

I en ny stilling som ‘head of coaching’ har Vejle Boldklub hyret Keld Bordinggaard, lyder det nemlig i B.T.s podcast ‘Transfervinduet’ i denne uge.

56-årige Bordinggaard er tidligere U21-landstræner og assistenttræner for Danmarks landshold, ligesom han har erfaring fra trænerjobbet i Silkeborg IF i Superligaen og assistenttrænerjobbet under Kasper Hjulmand i Mainz 05.

Keld Bordinggaard har trænet U21-landsholdet.
Keld Bordinggaard har trænet U21-landsholdet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Keld Bordinggaard, som selv har spillet i den røde trøje som aktiv, får det overordnede ansvar for talentafdelingen under talentchef Sten Thychosen.

Hans primære rolle bliver at binde talentafdelingen sammen med i A-truppen i Vejle Boldklub. Bordinggaard ventes at blive præsenteret officielt i morgen tidlig. B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bordinggaard og Vejle Boldklub.

Superliga-nedrykkerne vil ifølge B.T.s oplysninger satse endnu mere på talentudviklingen i de kommende år.

Derfor ser klubben det også som et vigtigt statement, at de er ved at sælge målmandstalentet Andreas Jungdal til selveste AC Milan.

'Transfervinduet' er B.T.'s ugentlige fodboldpodcast, der kommer ind under huden på det danske – og til tider udenlandske – transfermarked.

Her dyrkes de reelle transferer, transferrygterne og ikke mindst al transfer-sladderen.

Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transferer.

Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej, så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.