Et af de mest lovende danske fodboldtalenter, eks-FCK’eren Victor Jensen, er havnet i fint selskab på en liste over nogle af Europas mest lovende spillere, som spås at få et gennembrud på øverste niveau i denne sæson.

'Jensen, som bruger begge fødder, er taktisk stærk, en fornem dribler og har et godt måløje, bliver sammenlignet med sin landsmand Christian Eriksen,' skriver Daily Mail om 18-årige Victor Jensen, som spiller i Ajax Amsterdam, i artiklen, som retter fokus på 10 af de største talenter i Europas største ligaer, som man skal holde øje med.

Victor Jensen blev hentet til Ajax Amsterdam fra FC København i sommeren 2017.
Victor Jensen blev hentet til Ajax Amsterdam fra FC København i sommeren 2017.
Vis mere

'Jensen har en fornem statistik for Danmarks ungdomshold, og kun tiden vil vise, om han kan udvikle sig til en spiller i samme klasse som Eriksen,' lyder det ydermere.

På listen er Victor Jensen havnet i selskab med en række måske kommende superstjerner. Eksempelvis 18-årige Timothy Weah, søn af fodboldlegenden George Weah, som har fået en flyvende start på sæsonen i gigantiske Paris Saint-Germain med mål i både supercuppen og i den første ligakamp i weekenden.

Paris Saint-Germains Timothy Weah.
Paris Saint-Germains Timothy Weah. Foto: JURE MAKOVEC
Vis mere

Derudover indeholder listen blandt andre FC Barcelonas angrebstalent Abel Ruiz, som er den mest scorende nogensinde på Spaniens U17-landshold, Juventus-kometen Moise Kean og Jonathan Klinsmann, målmandstalent i Hertha Berlin, som ligesom Timothy Weah også har en berømt fodboldfar, nemlig det tyske angrebsikon Jürgen Klinsmann.

Jonathan Klinsmann er søn af Jürgen.
Jonathan Klinsmann er søn af Jürgen. Foto: AXEL SCHMIDT
Vis mere

Victor Jensen skiftede fra FC Københavns U19-hold sidste sommer, da han kun var 17 år, for en opsigtsvækkende stor sum for en dansk teenager. Godt 25 millioner kroner betalte Ajax den kreative midtbanespiller.

Dermed trådte den danske ungdsomslandsholds-profil i fodsporene på en række gigantiske navne i dansk fodbold, som alle har brugt den hollandske storklub som springbræt til en flot karriere, eksempelvis Søren Lerby, Jesper Grønkjær og Christian Eriksen.

Victor Jensen spåes en stor fremtid i Ajax Amsterdam.
Victor Jensen spåes en stor fremtid i Ajax Amsterdam.
Vis mere

I vinter forlængede Victor Jensen sin aftale med Ajax Amsterdam, så den nu går frem til sommeren 2023, efter en række fine præstationer på Ajax’ andethold. Danskeren har endnu sin førsteholdsdebut til gode, men det er ventet, at han i denne sæson tager skridtet fuldt ud ind på førsteholdet, som i aftes spillede sig videre til Champions League-playoffrunden.

Det tidligere FCK-talent blev opdaget og anbefalet af den danske Ajax Amsterdam-scout John Steen Olsen præcis, som tilfældet var med Zlatan Ibrahimovic, Christian Eriksen, Kasper Dolberg, Viktor Fischer og flere andre skandinaviske talenter.