Brøndby IF’s kommende sportsdirektør, Ebbe Sand, havde fint selskab til københavner-derbyet den 4. november i form af den dansk-spanske toptræner Thomas Christiansen.

Christiansen afviser dog, at han er i spil til en sportslig rolle i Brøndby - hverken som træner, teknisk direktør eller andet. Han var udelukkende på stadion for at blive opdateret på dansk fodbold:

»Jeg har ikke snakket med nogen om et job ude i Brøndby IF. Selvfølgelig vil jeg gerne have nogle informationer om klubber og ligaer, og jeg havde ikke set hverken FCK eller Brøndby live. Så det var en god mulighed for mig,« siger Christiansen, som senest var manager i Leeds United, til B.T. Sport.

Der er flere fællestræk mellem Ebbe Sand og Thomas Christiansen. De er jævnaldrende og har begge været topscorer i Bundesligaen: Sand i 2001 for Schalke 04 - Christiansen to år senere for Bochum. Det er da også fra de gyldne tider i Ruhr-distriktet, at forbindelsen mellem de to farlige eks-angribere opstod.

Thomas Christiansen har været på besøg på Brøndby Stadion.
Thomas Christiansen har været på besøg på Brøndby Stadion. Foto: KATIA CHRISTODOULOU
Vis mere

»Vi kender hinanden fra Tyskland. Vi var sammen nogle gange hjemme hos Søren Colding til noget spisning, dengang vi begge spillede i Bundesligaen. I november var jeg på familiebesøg den weekend, og der så jeg, at Brøndby spillede mod FCK. Så tog jeg derud. Min forældre bor tæt på, i Avedøre. Så jeg var ude at kigge.«

Thomas Christiansen, som i mange år har boet i Spanien, er overbevist om, at Ebbe Sand bliver en succes i sin kommende stilling på trods af sin manglende sportsdirektør-erfaring i en stor klub som Brøndby IF:

»Det er en stor stilling, og han kommer uden den store erfaring som sportsdirektør. Men han har jo - om man så må sige - de rigtige erfaringer fra sine mange år som spiller i Brøndby og udlandet. Han har et kæmpe netværk, så det burde være mere end rigeligt. Han er jo også et ikon ude i Brøndby. Jeg tror, det er det rigtige valg af Brøndby.«

Efter en række succesfulde sæsoner som træner i cypriotisk fodbold var 46-årige Christiansen sidste år manager i engelske Leeds United i otte måneder, inden han blev fyret i februar i år.

Thomas Christiansen sammen med Søren Colding og Peter Graulund i Brochum-trøjen 2001
Thomas Christiansen sammen med Søren Colding og Peter Graulund i Brochum-trøjen 2001 Foto: FRANZ PETER TSCHAUNER
Vis mere

Han er derfor ledig på markedet og bruger en stor del af sin tid på at holde sig ajour med de forskellige tendenser i fodbolden og holde sit netværk i branchen varmt.

Blandt andet ved at se kampe i forskellige ligaer - inklusiv Superligaen, som dog ikke er den liga, han følge tættest.

»Det er sjældent, jeg får set dansk fodbold live. Men det har jeg gjort nu. Derudover følger jeg en smule med. Jeg kan se kampene på mit scouting-system. Det er primært FCK, Brøndby IF og FC Midtjylland, jeg har set. Sportsligt er de de største og mest interessante hold,« siger Christiansen, som er på jobjagt efte fyringen i den engelske traditionsklub Leeds United.

»Efter jeg sluttede i Leeds United, har jeg set en masse fodbold ude forskellige ligaer. Først tog jeg en time-out og fik lidt ro på. Nu har jeg planlagt at besøge en masse klubber for at se en masse kampe og træning. På lørdag skal jeg for eksempel til London. Jeg venter og ser, hvad der sker,« siger Christiansen, som understreger, at han ikke overvejer at forlade trænergerningen til fordel for eksempelvis en sportsdirektør-post.

Ebbe Sand tiltræder som sportsdirektør i Brøndby IF den 1. januar 2019.
Ebbe Sand tiltræder som sportsdirektør i Brøndby IF den 1. januar 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er trænervejen, jeg fortsat går. Helt sikkert. Jeg har oplevet, hvad man skal som sportsdirektør. Det er ikke mig. Jeg skal være på grønsværen og tage mine beslutninger der.«

Dansk-spanieren, som har en spansk mor og en dansk far, afviser dog ikke at vende hjem til Danmark, hvor han fik sin fodboldopdragelse, og hvor han som 18-årig blev hentet fra B93 til mægtige FC Barcelona

»Selvfølgelig kunne jeg godt vende hjem til Danmark på et tidspunkt. Det sker nok på et tidspunkt,« siger Christiansen.

Thomas Christiansen spillede et år som ungdomsspiller i Brøndby IF, inden han tog fra B93 til FC Barcelona i 1991. Siden da har hele hans spillerkarriere samt trænerkarriere foregået uden for Danmark - bortset fra et kort ophold i Herfølge i 2000.

Thomas Christiansen var holdkammerat med Michael Laudrup i FC Barcelona, men spillede overvejende kun på B-holdet.
Thomas Christiansen var holdkammerat med Michael Laudrup i FC Barcelona, men spillede overvejende kun på B-holdet. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere