Tæt på 800 retweets og over 5000 likes.

Det er resultatet af et tweet, som Midt- og Vestjyllands Politi sendte ud efter FC Midtjyllands Europa League-opgør i aftes mod Rangers FC fra Glasgow.

Det er særligt fans af den skotske storklub, som deler og hylder tweetet med stor begejstring.

Det danske politi sender nemlig en varm tak til de mange hundrede skotske fans, som var med til at levere en levende kulisse i forbindelse med Rangers FC’s 4-2-sejr.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Tillykke til Rangers FC. Sikke en kamp! Sammen med FC Midtjyllands fans skabte i en vidunderlig atmosfære på stadion. Vi håber, I har nydt jeres ophold her i Herning. Vi ønsker jer en behagelig tur tilbage til Skotland.«

De positive tilkendegivelser kom straks:

  • »Det var politi-arbejde, når det er bedst. Tak til ‘the Land of Laudrup’,« skriver Jim Kerr med henvisning til Brian Laudrup, som er en legende i Glasgow Rangers.
  • »Dejlig gestus fra Midt- og Vestjyllands Politi. Tak!« lyder det fra profilen Linzeh57
  • »Fremragende attitude,« skriver profilen Spaniardo.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi forgik afviklingen af den store Europa League-kvalkamp på MCH Arena fredeligt.

Mens der var fredeligt på lægterne, var der tænding på banen.
Mens der var fredeligt på lægterne, var der tænding på banen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det var en rigtig god kamp. Ingen anholdte, intet ballade, men mange fulde mennesker,« siger politikommisær Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

FC Midtjyllands hjemmebane var tæt på udsolgt. 9322 tilskuere var på plads, heraf omkring 750 tilrejsende tilskuere fra Skotland - som altså forholdt sig i festligt ro.

»De fyldte meget i gadebilledet. Vi vidste ikke på forhånd, hvad de var for nogen, men havde fået efterretninger fra skotsk politi. Langt de fleste af dem kommer for at have en fest. Og det havde de. De ankom om formiddagen, og de havde vist drukket deres morgenmad. Værtshusene i Herning havde åbnet fra om morgenen, og fansene fik lov til at hænge bannere op i gaden. Det var hyggeligt,« siger politikommisæren om de skotske fans.

Rangers FC-fansene rejste videre umiddelbart efter kampen med en 4-2-sejr i bagagen. Dermed har Steven Gerrards mandskab et glimrende udgangspunkt inden returopgøret i Glasgow i næste uge til at gå videre i Europa League.