Brøndbys danske landsholdsprofil Daniel Wass er hastet hjem fra træningslejren. Og det er desværre på grund af alvorlige familieomstændigheder.

Det meddeler Brøndby på klubbens Twitter-profil.

»Daniel Wass har forladt træningslejren og er taget hjem grundet dødsfald i familien, og han er derfor ikke med i truppen,« skriver klubben.

Brøndby forbereder sig p.t. på Superliga-starten om i næste weekend på en træningslejr i Portugal.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De blågule møder i dag norske Viking i en træningskamp. Der er kampstart klokken 15.30.

33-årige Daniel Wass vendte i sommer hjem til Brøndby efter en flot udenlandskarriere, der bød på ophold i Benfica, Evian, Celta Vigo, Valencia og Atletico Madrid.

Han står indtil videre noteret for 43 landskampe.

Brøndby åbner Superligaforåret med en hjemmekamp mod AC Horsens søndag den 19. februar.