De tomme tribuner koster nu medarbejdere jobbet i Brøndby.

Regeringens coronarestriktioner får nu hårde konsekvenser i Superliga-klubben Brøndby, som har måttet fyre fem medarbejdere fra administrationen.

Det bekræfter en ærgerlig Brøndby-direktør Ole Palmå over for B.T.

»Ja, det kan jeg godt bekræfte. Vi har været nødt til at omstrukturere på grund af nedlukningen af fodbold. Så vi har været ude og se på, hvordan vi forsvarligt og ansvarligt kommer igennem det,« fortæller Ole Palmå.

Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»Det er trist at skulle sige farvel til dygtige og vellidte kolleger. Det havde vi helst været foruden.«

Og fyringsrunden har ramt administrationen i Brøndby bredt.

»Vi har måtte kigge på alle afdelinger. Stadionafdeling, marketingsafdeling, vores reception og vores eventafdeling er blevet ramt.«

Det var regeringens beslutning om – for anden gang på få måneder – at lukke ned for tilskuere til Superligakampe, der blev dråben for Brøndby.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Efter vi havde været lukket ned første gang, begyndte det jo at tegne lyst igen. Men i og med at man lukkede os ned for anden gang, gjorde det til en helt anden situation. Og der blev vi nødt til at reagere og agere med rettidig omhu. Det var det eneste ansvarlige at gøre.«

Kommer der flere konsekvenser, hvis ikke I snart får lov at lukke tilskuere ind?

»Det kan man ikke svare på. Nu gør vi det her, og det gør vi, fordi vi ikke bare kan afvente.«

»Jeg tror, at det er åbenlyst for alle, at vi bliver nødt til at komme i gang igen i dansk fodbold. Vi har jo bevist, at vi kan gøre det absolut forsvarligt – men alligevel bliver vi lukket ned af regeringen. Så det er umuligt at sige, hvad der sker, for det er ude af vores hænder,« lyder det fra Brøndby-bossen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I føler, at restriktionerne er for hårde?

»Vi har vist enorm ansvarlighed og har lagt planer, som gør, at det er sikkert at komme til fodbold, og at vi kan smittespore, hvis det er nødvendigt. Vi har det mest kontrollerede setup, som man kan forestille sig, i forhold til, hvad man ellers ser rundt omkring.«

»Det her er jo ikke en måde at sørge for, at de danske brancher kan køre rundt. Man burde i stedet for kigge på sådan nogle som af os, som går forrest og viser veje for andre. Og så lade os hele tiden prøve at bygge på og udvikle. Men nu gør man så det modsatte og lukker os ned.«

»Det er ærgerligt, og det har konsekvenser,« understreger Ole Palmå.