Er Superliga-klubberne for uforsigtige?

Corona-smitten har trådt på speederen i Danmark de seneste uger, og det har igen fået konsekvenser for Superligaen, som nu kun må lukke 500 tilskuere ind til kampene.

De fleste Superliga-klubber bruger deres kvote på at invitere sponsorer og VIP'er til fodbold. Det gør, at de 500 tilskuere bliver presset sammen på hovedtribunen i stedet for at blive spredt ud på hele stadion, som man eksempelvis så i forbindelse med pokalfinalen.

Det nyeste eksempel findes i søndagens sene kamp i Vejle, hvor FC København var på besøg. Her var kun én tribune i brug – og her sad så omkring 500 mennesker, der indimellem både råbte og stod op.

Her fejrer Vejle-tilskuerne efter en scoring til hjemmeholdet.
Her fejrer Vejle-tilskuerne efter en scoring til hjemmeholdet. Foto: Screenshot: TV 3
Vis mere

Og det er langtfra en optimal løsning, mener Christian Wejse, afdelingslæge på Infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

»Det er i mine øjne ikke optimalt, og det er også unødvendigt, når der er et helt stadion, man kan tage i brug. Det ville være fornuftigt at sprede tilskuerne ud.«

»Jeg kan også på billederne se, at der er en del af tilskuerne, der står op. Det tilrådes jo, at man sidder ned så meget som muligt. Og til en fodboldkamp vil der også være en del råberi undervejs, og måske er der nogen, der synger, og så skal der i så fald være fire meter mellem hver person. Man kan sagtens forestille sig, at der også kan forekomme smittespredning i sådan en situation,« fortæller Christian Wejse.

»Så mange mennesker så tæt sammen ... er der én smittet, så er der en vis smitterisiko. Den er ikke faretruende, fordi det er udendørs – men den er der.«

»Og løsningen er jo relativ enkel, for det burde være nemt at skabe noget mere afstand, når nu man har et helt stadion.«

»Vi har set eksempler på, at fyldte fodboldstadioner kan være smittesteder. Atletico Madrids kamp mod Liverpool som det mest berygtede eksempel,« lyder det fra lægen.

Regeringen indførte for nylig yderligere corona-restriktioner for at stoppe den frembrusende smitte.

Det medførte blandt andet, at maksimalt 50 personer må samles til private arrangementer. Derfor virker det også påfaldende, at 500 tilskuere sidder relativt tæt i forbindelse med fodboldkampe.

Tilskuerne på plads ved Superliga-kampen på Vejle Stadion mellem Vejle Boldklub og Sønderjyske 20. september 2020. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Tilskuerne på plads ved Superliga-kampen på Vejle Stadion mellem Vejle Boldklub og Sønderjyske 20. september 2020. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Men det er ikke noget, der bekymrer direktøren i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.

»Efter de protokoller og sundhedsplaner omkring en kontrolleret tilskuerrejse samt information til tilskuere om adfærdsregulering har vi nu afviklet 38 Superliga-kampe og otte 1. divisionskampe.«

»Ingen af de begivenheder har været smittespredere. Den måde, vi eksekverer på, er åbenbart en måde, hvor der ikke finder smittespredning sted i noget omfang, der kan konstateres,« siger Claus Thomsen.

B.T. har været i kontakt med Vejle for at forholde klubben ekspertens vurdering – og direktør Henrik Tønder har via mail besvaret avisens spørgsmål.

Hvad tænker I om, at en fagperson mener, at måden, som blandt andet Vejle afvikler hjemmekampe på, udgør en unødvendig risiko?

»Vejle Boldklub følger en detaljeret protokol – som i øvrigt er afstemt med sundhedsmyndighederne og Divisionsforeningen.«

»Alle deltagere i arrangementet er registreret ved ankomst – bliver afsprittet af medarbejdere ved indgangen, deltagerne får udleveret et mundbind samt en personlig håndsprit. Dette udføres af Vejle Boldklubs medarbejdere, der bærer visir.«

Hvorfor tager man ikke hele stadion i brug og får mere afstand mellem tilskuerne?

»Det er, fordi vi kan overholde retningslinjerne for forsvarlig afvikling. Tribunen er stor – det tillader afviklingen.«

Vil I fremover overveje ændringer i afviklingen af hjemmekampe?

»Vejle Boldklub har nu to gange på 14 dage skullet foretage store ændringer til de to hjemmekampe, vi skulle afvikle, med ekstrem kort varsel.«

»Vi vil til enhver tid overveje den mest optimale afvikling af vores kampe – i tæt dialog med myndigheder og divisionsforening,« slutter Henrik Tønder.