Det er ikke billigt at have en mand som Andreas Cornelius løbende i angrebet. Når han ellers er kampdygtig.

For spydspidsens sæson har udviklet sig til et decideret mareridt, plaget af et mystisk skadeshelvede, der bare ikke vil slippe ham – og en vaskeægte økonomisk hjernevrider for FC København.

Spilletid har været mere undtagelse end reglen for 'Corner', der indtil videre kun har fået 635 minutter i FCK-trikoten siden det storladne skifte 31. august.

Her vendte han hjem til barndomsklubben med prædikatet som historiens dyreste spiller i Superligaen og enorme forventninger. Der indtil videre langtfra er indfriet på trods af de mange millioner kroner, han koster FCK.

Andreas Cornelius scorede sine to eneste FCK-mål i denne sæson mod Thisted, 9. november 2022.
Andreas Cornelius scorede sine to eneste FCK-mål i denne sæson mod Thisted, 9. november 2022. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Cornelius – der ifølge Tipsbladet tjener en million kroner om måneden i FC København, som ifølge B.T.s oplysninger gav 45 millioner kroner for at hente angriberen hjem fra den tyrkiske turistby Trabzon – har spillet, hvad der svarer til godt syv kampe.

Og nu holder man sig formentlig for øjnene i FCK, når man skal gøre boet op omkring landsholdsangriberen, der kun har scoret to mål for hovedstadsholdet i denne sæson – begge i et pokalopgør mod Thisted i november.

Regner man tallene sammen, har de danske mestre betalt cirka 53 millioner kroner for at have den 30-årige angriber i truppen til dags dato. Først 45 millioner for at købe ham fri af kontrakten i Tyrkiet og dernæst otte millioner kroner i løn for månederne september-april.

Skarpt skåret har hver Cornelius-scoring i skrivende stund kostet FCK … svimlende 26,5 millioner kroner.

Inden overgangen til FC København nåede danskeren at spille 583 minutter for Trabzonspor på knap en måned i indeværende sæson – kun 52 minutter mindre end i sin danske klub.

Her scorede han tre mål, men det var, inden de mange muskelskader gjorde Cornelius' sæson til en sort en af slagsen.

Senest kom Andreas Cornelius til skade efter kun syv minutter i søndagens opgør mod AGF. Nu frygtes angriberen ude resten af sæsonen.

Du kan læse mere om det her.