Det er som dansen om den samme pige på gulvet. To klubber vil have Rezan Corlu, men kun én kan få ham.

Da Lyngby for et halvt år siden lejede Rezan Corlu i Brøndby for hele indeværende sæson, bekendtgjorde oprykkerklubben samtidig i sin pressemeddelelse, at der var en option i aftalen, så Corlu kunne blive deres.

Nu vil de have ham, og pengene er der til det. Det fortalte sportsdirektøren i Lyngby, Birger Jørgensen, efter næstsidste kamp i efteråret mod AGF, hvor Rezan Corlu igen var sit holds bedste og blev et tema for pressen.

Problemet for Lyngby er, at spilleren har en anden holdning og har truffet en beslutning, der umuliggør Lyngbys iver efter at købe ham.

I sidste uge forlængede han sågar sin kontrakt med Brøndby for et år, og nu understreger han, at hans store ønske er, at de to klubber blive enige i deres igangværende forhandlinger, så han med det samme kan rykke tilbage til Brøndby.

»Jeg har truffet en beslutning, så jeg senest til sommer er i Brøndby. Jeg synes også, jeg har sendt et signal med min forlængelse. Det er dér, min fremtid skal ligge. Jeg ved ikke, hvordan det går med forhandlingerne mellem klubberne, så jeg kan skifte her i januar, for det ligger ikke i mine hænder, men jeg ved, at de snakker sammen. Så jeg håber da, at de finder ud af en aftale,« siger Rezan Corlu og tilføjer:

»Når Brøndby kommer med et tilbud om et års forlængelse, så viser det for mig, at de stoler på mig. Min kontrakt var jo ikke i nærheden af at udløbe, men de tilbyder en forlængelse og en forbedret kontrakt, der viser mig, at jeg er en del af deres fremtid. Det giver mig også ro oppe i hovedet at vide, hvor jeg skal være de næste år,« lyder det fra Rezan Corlu, der har spillet i Brøndby, siden han var fire år.

I sommeren 2017 blev han højst overraskende solgt til Serie A og Roma, da han ikke kunne komme på holdet i Brøndby, men et år senere var han tilbage i Danmark, da Lyngby lejede ham for en sæson i 1. division.

Rezan Corlu og hans agent, Evren Sahin, var her en tur forbi Brøndbys sportsdirektør, Carsten V. Jensen, for at få forlænget kontrakten.
Rezan Corlu og hans agent, Evren Sahin, var her en tur forbi Brøndbys sportsdirektør, Carsten V. Jensen, for at få forlænget kontrakten.
Vis mere

Det endte med oprykning med Corlu som en vigtig figur på holdet, så da Brøndby i sommer købte ham tilbage fra Roma, slog Lyngby til og lejede ham igen. Denne gang med den førnævnte købsoption, som altså er nytteløs.

»Jeg har selvfølgelig respekt for Lyngby, hvor jeg er nu, og jeg har jo selv indgået en aftale for et år, og den vil jeg fuldføre med samme passion, som jeg har haft hidtil, hvis klubberne ikke bliver enige. Det er der ingen tvivl om. Det ved mine holdkammerater, det ved min træner, så jeg giver alt for Lyngby, selv om jeg har underskrevet kontrakt med Brøndby.«

»Men drømmen er at slå igennem i Brøndby, og jeg føler mig klar til at tage det næste skridt nu. Brøndby er på flere parametre Danmarks største klub, og jeg vil gerne udvikle mig dér, inden jeg forhåbentlig igen skal til udlandet. Hvis jeg kan bide mig fast på holdet dér, så er vejen til en god udenlandsk klub nok også kortere,« forklarer Rezan Corlu, der med fire mål og seks assists i efteråret altså ikke mangler bejlere.

Det kræver bare en skilsmisse, inden han kan få den, han helst vil have. En skilsmisse, der kan tage alt fra et par dage til et halvt år.