Carsten Werge: 'Det nytter ikke noget'

Kan man egentlig glæde sig som et lille barn, selv om man er ved at være lidt oppe i årene?

Selvfølgelig kan man det, og det er lige præcis dét, jeg gør, fordi jeg igen skal på job for at kommentere en kamp i Superligaen – opgøret mellem Brøndby og Sønderjyske.

Da statsminister Mette Frederiksen for et par måneder siden var nødt til at lukke alt ned, var vi mange, der fik os en kold 'sports-tyrker'. Vi, der er vant til, at fodbold fylder massivt i vores liv, fik abstinenser.

I stedet for at tage på stadionarbejde med 'Frømanden', 'frk. Martin', 'HåndBoldsen' og 'Plæneklipperen' blev jeg plantet i min have sammen med fru Werge – med licens til at slå græs, luge ukrudt og sætte nye glas i drivhuset, og det matcher sgu ikke tilnærmelsesvis den gode og uforudsigelige fodboldkamp!

Pludselig havde de fleste af os for meget tid – også til at tænke over, at alt det, vi tidligere tog for givet i vores hverdags- og oplevelsesliv, ikke længere var en selvfølge.

En konklusion, jeg har lovet mig selv at tage med mig ud på Brøndby Stadion, så jeg ikke rammes af en ny gang abstinenser, når jeg sætter mig i de næsten mennesketomme omgivelser for at kommentere igen.

Det nytter ikke noget, at jeg medbringer frustrationer over, at lydkulissen er en anden, at spillerne ikke må juble spontant, og at hele det sædvanlige liv omkring kampen er radikalt forandret.

Det nytter ikke noget, at jeg sidder og ærgrer mig over, at der er lige så få tilskuere som til en af Rasmus Paludans latterlige demonstrationer.

Vi må alle sammen acceptere, at det er vilkårene i jernstøberiet lige nu, og i stedet glæde os over, at bolden ruller igen, og at Superligaen spilles til ende, så sultne fodboldfans ikke ender med at forspise sig i ligegyldige kampe fra den hviderussiske liga.

Den forsigtige igangsættelse af fodbolden er et sundhedstegn. Vores samfund er ved at komme i omdrejninger igen, men ligesom i en masse andre erhverv varer det længe, før fodboldøkonomien er sig selv igen.

Vi har jo alle sammen kunnet følge Hobro og Sønderjyskes kamp for livet. Vi har alle sammen kunnet læse, hvordan millionerne er fosset ud af FC København og Brøndby.

Men vi har også set, hvordan fantasifulde og fantastiske fans er rykket yderligere sammen for at hjælpe deres nødstedte klub.

I Brøndby blev der solgt 34.369 'Aldrig Alene'-støttetrøjer, så uventede millioner lige pludselig tilflød Vestegnen.

I min egen hjerteklub, Boldklubben Frem, har bidragsydere fra nær og fjern samlet over 200.000 kroner ind. Der er sågar kommet en fin donation fra en fan bosiddende i Uruguay, og siden midten af marts har 75 personer meldt sig ind i arbejderklubben som symbol på fortsat støtte. Dét viser sportens sande ansigt.

Overalt i Fodbolddanmark er der afviklet virtuelle fodboldkampe og derigennem rejst penge til nødlidende klubber. I nuet selvfølgelig vigtige støtteaktioner, men endnu vigtigere i et fremtidsperspektiv, fordi tiltagene viser, at sport har en central placering i vores samfund, og at vi hverken kan eller vil undvære vore fodboldhold.

På de dage, hvor vi ender med at sidde og forbande, at en flok flagermus måske var årsagen til, at vores (fodbold)verden stoppede, skal vi måske i stedet prøve at finde de små positive elementer.

Jeg har på den front noteret mig, at Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, gjorde et formidabelt arbejde for at få skeptiske politikere til at acceptere en genoptagelse af den danske liga.

Han formåede, med sit stædige og vedholdende arbejde, at bringe fodbolden på den politiske dagsorden med henvisning til, at det her både handlede om økonomi og arbejdspladser, men også om, at sport er en uundværlig del af mange danskeres hverdag.

Jeg noterede mig også i forløbet, at de danske klubber udadtil har været disciplinerede i forhold til at enes om de vilkår, der lå til grund for genoptagelsen af de danske ligaer. Der har ikke været megen signalforvirring om præmisserne, det skulle ske under – stik modsat det, der foregår i England lige nu.

Her har der eksempelvis været fuld gang i debatten om, hvorvidt de resterende kampe i Premier League skal afvikles på nogle få udvalgte stadioner, eller om klubberne skal spille på deres sædvanlige hjemmebaner. Den diskussion fatter jeg ikke.

Jeg kunne måske forstå en opstand, hvis en klub insisterede på at fylde tomme tribuner op med sponsorerede sexdukker, som det skete forleden i den sydkoreanske liga, fordi den arrangerende klub mente, det ville give tv-seerne en bedre visuel oplevelse.

Men om en fodboldkamp uden tilskuere skal spilles på Wembley, Goodison eller Turf Moor, kan da aldrig blive det væsentligste.

En anden debat, der kører for fuld skrue i England, er mere relevant. Nemlig snakken om spillere, der er utrygge ved at skulle genoptage et arbejde, hvor tæt kontakt med andre mennesker er en del af jobbeskrivelsen.

Jeg kan sagtens associere mig med frygten hos folk som Sergio Agüero, Raheem Sterling og Troy Deeney. Men løsningen er vel ikke så svær at få øje på. Enhver, der af sundhedsmæssige årsager ikke har lyst til at lege med, skal selvfølgelig fritages for tjeneste.

Ja, det vil være en svækkelse af de pågældende hold. Men sådan er mekanismerne jo tit i fodbold. Nogle gange er en spiller klar, andre gange ikke. Og reservespillere er der i øvrigt rigeligt af i de engelske topklubber.

Lige nu kan vi jo reelt kun spekulere i, hvordan fodbolden kommer til at se ud, når forskerne i en forhåbentlig overskuelig fremtid har fundet en vaccine mod coronavirussen. Så det vil jeg gøre – spekulere, altså.

Jeg tror ikke, at vi definitivt har sagt farvel til den intime og fede stemning blandt fansene på stadion - og jeg synes i øvrigt, at både Discovery, Nent Group og klubberne under de givne vilkår har arbejdet super kreativt og professionelt for netop at kompensere for de manglende fans og den sædvanlige lydkulisse.

Så kære fodboldfans, bare rolig.

Når covid-19 er forduftet, kommer vi igen til at se de iltre nærkampe, hvor spillerne ender med at stå tæt og råbe ind i hinandens ansigter. Jubelscenerne vender også tilbage, og når publikum forhåbentlig snart får adgang til tribunerne, kommer vi også igen til at opleve hidsige og medlevende trænere, som højlydt udtrykker deres utilfredshed.

Ikke engang Horsens-træner Bo Henriksens uhæmmede jubelløb ned ad sidelinjen kan coronaen få bugt med. Heldigvis!

Jeg tror, at de forandringer, der vil ske omkring selve kampene, vil være minimale og dermed også ubetydelige i det store billede. Måske håndtryk og krammere afskaffes - men meget mere forventer jeg ikke.

Det må så også gerne ske omkring Nents Superliga-dækning, hvor Stig Tøfting er en sand mester i lige at afslutte et kærligt kollegakram med et lille koket nyrehug. Og hvis min arbejdsgiver så også lige forbød den frygtede 'Tøfting-prut', så er det helt fint med mig!

Men tilbage til alvoren: Coronaens konsekvens i et fodboldperspektiv. For mens jeg tror og håber, at vi relativt hurtigt kommer 'back to normal' på banen - måske tilføjet en permanent regel om fem udskiftninger - så kan det sagtens blive en ny økonomisk virkelighed udenfor.

Jeg nægter at tro, at ret mange klubber kommer til at købe dyrt ind. Selv for arabiske olieprinser er der vel en grænse, og engelske fodboldspillere må formentlig indstille sig på, at mindstelønnen på ugebasis fremover godt kan ligge under en million kroner.

Og uanset at målestokken heldigvis er anderledes i Danmark, så må det samme uvilkårligt ske herhjemme. Men ellers er det jo egentlig bare at få bolden til at rulle igen.

Til at begynde med må vi acceptere, at Søren Brostrøm og Kåre Mølbak er en del af holdet. Jeg krydser så fingre for, at d'herrer hurtigt bliver sat af igen, så vi kan få vores fodboldoplevelse tilbage.