Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det aftvinger respekt, at FC Midtjylland torsdag spillede 1-1 i Portugal mod så stor en klub som Sporting Lissabon.
Sådan lyder det fra Albert Capellas, ulvenes cheftræner.
»Folk forstår det ikke,« lyder det fra spanieren, inden B.T. afbryder ham og beder om en uddybning af, hvad han mener.
»Folk forstår ikke, hvor godt et hold vi har mødt. De har virkelig gode spillere. Vi spiller på et Champions League-stadion, og vi har ikke samme erfaring fra at spille Champions League igen og igen som dem.«
Økonomisk er der i hvert fald en pointe i, at de to klubber er milevidt fra hinanden.
Det var netop Sporting Lissabon, der i januar lagde over 50 millioner kroner for at købe den ukendte spiller Ousmane Diomande i FC Midtjylland.
Så dyrt har den danske klub aldrig handlet en spiller ind, mens det for Sporting Lissabon er et indkøb til fremtiden. Diomande blev også på bænken i hele kampen, hvor portugiserne i sidste øjeblik fik udlignet til stor ærgrelse for danskerne.
»Det er fodbold. Selvfølgelig er der ingen, der var glade for det, det giver frustrationer, men det er sådan, det er. Jeg er 55 år og ved, at de sidste minutter af kampe er meget, meget vigtige. De her ting sker nogle gange,« forklarer Capellas og fortsætter:
»Det er ikke nemt at komme her og prøve at vinde. Vi kan prøve, og selvfølgelig giver det frustrationer, at de scorer i det sidste sekund, men det var fantastisk, og jeg er meget stolt af mine spillere.«
»Og hvis du spørger mig, om vi nu er kommet tættere på avancement, så er vi det da selvfølgelig, for vi har fået et uafgjort resultat, og nu skal vi spille hjemme, og der er kun en kamp tilbage.«
Returkampen i Herning er på torsdag.