I første halvleg tog Mustapha Bundu en vanvittig dribletur. Lige inden pausen var AGF'eren tæt på at score årets mål, men soloturen endte med en afslutning, der ikke gik i mål.

Var du tæt på at score årets mål lige dér?

»Ja, det var et godt løb. Jeg tror, at jeg mistede balancen, så jeg ramte ikke bolden ordentligt,« sagde Mustapha Bundu efter kampen.

»Undervejs var jeg fokuseret på at sparke den ind.«

Mustapha Bundu var tæt på at score et spektakulært mål mod FC Nordsjælland.
Mustapha Bundu var tæt på at score et spektakulært mål mod FC Nordsjælland. Foto: Lars Møller
Vis mere

Afslutningen var altså ikke på højde med resten af aktionen, der var en fryd for øjnene. Alligevel var Bundu ikke selv tilfreds.

»Jeg var en smule frustreret og ikke glad, men jeg måtte løbe tilbage og hjælpe holdet,« fortæller han om aktionen.

Da B.T. talte med Bundu efter kampen, havde han ikke selv genset aktionen, men til gengæld havde David Nielsen ønsket sig, at Bundu i situationen havde spillet bolden til en medspiller, der var bedre placeret.

»Jeg tænkte, at jeg bare skulle skyde. Jeg kom forbi en af deres spillere, og deres målmand gik den anden vej. Jeg mistede balancen og ramte ikke bolden rigtigt, men det kan være, at jeg kan spille den en anden gang, hvis jeg kigger op,« fortæller Bundu.

Havde det været det bedste mål i din karriere, hvis den var gået ind?

»Måske havde det været mit bedste mål i AGF. Men det havde været godt, hvis det gik ind.«

AGF vandt opgøret mod FC Nordsjælland 1-0.

Sejrsmålet kom fra Patrick Mortensen, der sparkede et straffespark i FCN-målet i kampens afslutning.