Mandag formiddag var Mustapha Bundu tilbage på græsstråene på Fredensvang til træning med resten af AGF-holdet. Bundu er vendt 'hjem' på leje. Det er han efter en svær tid i Anderlecht, hvor det ikke er blevet til meget fodbold.

Men heldigvis har Bundus svigerfar, Flemming Povlsen, været enormt støttende i en tid, der har været svær for ham.

Det fortæller han til pressen efter træningen på Fredensvang.

»Det er dejligt at være tilbage i Aarhus og tæt på kæresten og hendes familie. Men hun har også været meget af tiden sammen med mig nede i Belgien, og så har hun lige været hjemme og passe sit studie. Flemming (Povlsen, red.) har været enormt støttende i en hård tid,« siger Mustapha Bundu og fortsætter.

»Han har jo også spillet fodbold, og nogle gange minder han mig på, at fodbold kan være hårdt. Han mindede mig også på, at det nok vil ske igen. Men jeg har lært af det her, og sker det igen, så er jeg bedre forberedt.«

Det blev også til et halvt år i FC København på leje fra Anderlecht. Et ophold, der heller ikke blev nogen succes, og det var bestemt heller ikke en succes hos mange AGF-fans, der ikke var vild med det skifte.

»Fansene har deres mening. Det handlede om mig og min karriere. Siden jeg forlod AGF, har jeg fulgt dem tæt, og jeg tror kun, at jeg har misset tre kampe siden skiftet. Nu er jeg klar til at give alt for klubben, og jeg er kampklar. Nu må vi se, hvad David (Nielsen, red.) tænker på søndag.«

Selvom han er vendt 'hjem' til 'De Hviiie' og er glad for at være der, så er han også en smule skuffet.

»Jeg er selvfølgelig skuffet. Jeg havde tænkt at tage det næste skridt i min fodboldkarriere, men sådan er fodbold og livet generelt. Der vil være bump på vejen.«

Han tilføjer, at han ikke er blevet lovet noget af AGF, men at han ser det som en god ting, at David Nielsen fortsat er træner, da han kender til hans styrker, men også svagheder.

Mustapha Bundu kan få sin debut i denne sæson hjemme på Ceres Park på søndag, når AGF tager imod Vejle.