En stor mand med tysk statsborgerskab. Det er hvad, AGF-fansene kan se frem til at opleve i frontkæden i den kommende Superliga-sæson. 

Superligaklubben har netop annonceret, at de har skrevet kontrakt med 193 centimeter lange Janni Serra, som er klar til at vælte Aarhus med tyske U21-landskampe og Bundesligamål på cv'et.

Den 25-årige tyske angriber kommer til AGF fra Arminia Bielefeld, der rykkede ud af 2. Bundesligaen i den seneste sæson.

AGF har lavet en fireårig aftale med Serra, som skifter på en fri transfer fra Arminia Bielefeld.

Janni Serra
Janni Serra
Vis mere

»Det er en top angriber, vi nu kan føje til truppen, og vi er meget glade for, at det er lykkes at få en aftale på plads. Janni har gennem flere år vist sine kvaliteter i tysk fodbold, og det er ikke givet, at en angriber af hans kvaliteter ville se mod Danmark,« siger AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye:

»Men efter et rigtig godt forløb har han vist sin ivrighed for at komme til AGF, hvor vi tror, han kommer til at passe rigtig godt ind,« siger Bjørnebye.

Angriberen er noteret for 143 kampe i den tyske Bundesliga (26 kampe, tre mål), 2. Bundesliga og den tyske pokalturnering. 47 mål og 15 assister er det blevet til for Serra i karrieren.

Serra er desuden noteret for 31 ungdomslandskampe for Tyskland. 16 af dem var for U21-landsholdet.