KOMMENTAR

Så kom bosserne for Discovery og TV3 igen på banen og forsøgte at råbe de tomme Superliga-stadioner op med budskabet om, at der er for mange klubber i den bedste række. Budskabet i Ekstra Bladet var en gentagelse af det, de bragede ud med i BT sidste år, da de, allerede inden den nye Superliga havde spillet sin første sæson, havde set nok.

Skær ned til 10 hold, eller vi skrider, lød og lyder budskabet.

For tv-selskaberne handler det i sidste ende naturligvis om økonomi. De vil nødigt bruge penge på at producere en kamp mellem to klubber, der hverken trækker seere eller tilskuere til, og som reelt er ren tilsætning i jagten på at generere overskud på de rettigheder, de for en seksårig aftale betalte samlet to mia. kr. for.

Men selvom de onde kapitalister har bagtanker om at tjene penge, kan de jo godt have en pointe. Jeg har altid ment, at 10 klubber var et bedre alternativ til 12, end 14 var.

Hvorfor skulle det være en god ide at udvide Superligaen og sprede såvel penge som talentmasse ud over flere klubber? Angiveligt skulle talenterne få mere spilletid i den bedste række, når flere mindre klubber rykkede op. Desuden skulle den eksisterende økonomi vokse i de byer og regioner, der nu fik Superliga- og ikke blot 1. divisionsfodbold, fortalte belgiske Hypercube, der stod for udarbejdelsen af den nye struktur, os.

Sidste år, i den nye strukturs første år, voksede antallet at udlændinge. I år er det faldet lidt igen, men stadig meget højt, og hvad gjorde nedrykningstruede Helsingør i vinter? Hentede de tre talentfulde danskere? Eller to billige brasilianere og en svensker? Gæt selv. Hvad gjorde nedrykningstruede Esbjerg sidste år? Nemlig.

Den økonomiske udvikling er der vist ikke tal på, men jeg kan da konstatere, at fire klubber har under 3.000 tilskuere i snit på hjemmebane og i hvert fald ikke på den front tjener ret mange penge.

De bidrager næppe heller til sponsorernes lyst til at købe banner- eller tv-reklamer. Eller til indtrykket af, at der da er så meget gang i den, at vi andre hellere må se at komme på stadion i næste uge.

Når man udvider landets bedste række, kan man i sagens natur kun udvide nedefra. Man fylder altså på med mindre klubber, færre tilskuere, dårligere spillere (sorry) og dårligere organisationer. Det gavner ikke det samlede produkt.

Er det for koldt til fodbold i februar, siger I? Så må vi jo starte i begyndelsen af juli i stedet? Er I på sommerferie der? Nå. Hvad så? Så må vi jo droppe det hele.

Eller gøre noget inden for de forhold vi kan påvirke.

Hvis ikke klubberne kan enes om, at Superligaen skal samle de bedste spillere, faciliteter, organisationer og det økonomiske grundlag på færre adresser, så produktet - og her taler jeg ikke mindst om kvaliteten af spillet - så må de jo finde på noget andet.

Randers har som den eneste af de små og mellemstore klubber gjort noget aktivt for at skabe et produkt uden om selve fodboldkampene. Da Michael Gravgaard var færdig, sendte de tv tilbage uden for døren, og gad vide hvad næste tilbage-til-normalen-skridt bliver. Eksemplet viser, at arbejdet med at skabe liv om en liga er begrænset til de store klubber og enkeltpersoner i de mindre, der til rådighed har en bogholder, en deltidsansat kommunikationsstuderende og en sød kantinedame. Det var ikke sådan, Uefa skabte Champions League, eller de engelske klubber grundlagde Premier League.

Superligaen bør lytte til tv-stationernes opråb. Ikke for tv-stationernes skyld, men for sin egen, fodbolden, din og min skyld.