Der var noget i luften. På trods af at der allerede halvanden time før kampstart var propfyldt i de to fanafsnit, var der mistænkeligt stille i den vestegnske fodboldgryde.
Måske havde rygtet spredt sig på tribunen. At der snart ville ske noget, der ville få den intense atmosfære til at eksplodere i et stort brag.
Og klokken 11 fik vi svaret, da 15-20 maskerede Brøndby-fans spurtede op langs sidelinjen og angreb FCK-afsnittet med romerlys. Måske hævn for den ballade, der havde præget i vestegnen i løbet af natten. Hvem ved?
Pludselig var situationen et kæmpe borgerkrigslignende kaos, hvor børnefamilier på langsiden måtte flygte i desperation, mens romerlysene fløj om ørerne på dem.
Politiet skred ind, og så blev ordensmagten i stedet skydeskive for de 800 grader varme romerlys.
Gennemførte skandaløse scener, som egentlig ikke burde komme bag på nogen. Det var bare den foreløbige kulmination på den forråelse af Superligens hooliganscene, vi har oplevet de senere år.
Igen kan vi med al sandsynlighed se frem til bødestraffe, tomme udebaneafsnit, måske et tomt stadion. Straffe, hvor det er dansk fodbold, der bliver den store taber - men også straffe, der har vist sig ikke at have den store langsigtede effekt.
Altså - jeg er ikke kostforagter. Jeg kan godt lide, at Brøndby-fans virkelig ikke bryder sig om FC København. Og omvendt. Og det må de meget gerne udtrykke på tribunerne. Det er passion, og den lever vi medier også af.
Pyro er forbudt, men jeg tør da godt indrømme, at det ser ret fedt ud, når det udføres under ordnede forhold.
Men det her onde rendyrkede had, som i disse sæsoner bare eskalerer, som en snebold, der triller ned ad bakke? Det lærer jeg næppe at forstå.
Og jeg er også godt klar over, at det mindretal, der dyrker hadet og volden, er fuldstændig ligeglad med, hvad andre synes.
Men jeg får lyst til at spørge:
Hvad skal der til, før det ikke er sjovt længere?
Skal et barn blive ramt i ansigtet af et romerlys, vansires og få ødelagt sit liv, fordi han/hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?
Skal en fan af det andet hold stikkes ihjel på gaden, fordi hadet i et par sekunder tog overhånd?
Skal en politimand invalideres, fordi han forsøger at håndhæve de regler, vi som samfund er blevet enige om?
For det er den slags tragedier, der ligger og venter på os.
Er det det, der skal til for, at problemet for alvor tages alvorligt? Det gælder også klubberne, der i årevis har fremstået bemærkelsesværdigt passive over for problemet. Og myndighederne, der stadig ikke sikrer sikkerheden ved en højrisikokamp.
Jeg spørger bare.