KOMMENTAR

Superligaens grundspil fik den spændende afslutning, vi var mange, der havde håbet på efter 25 runders venten på dette første klimaks i en turnering, der nu bare har at imponere os. Det er nu, der skal til at ske noget efter 182 kampes transport, og hvis 26. spillerunde var en forsmag på det, der venter, er der grund til at glæde sig.

I Nordsjælland og Sønderjylland er de noget mere glade for udfaldet, end de er i Kron- og Nordjylland, men uanset hvordan det føles efter kampen, kan de fleste vist skrive under på, at det føltes spændende undervejs.

På redaktionen, hvor vi sad og forsøgte at holde styr på det, der skete, fik vi mindelser om de glade dage i radioens 'Sport på 3' eren', hvor de stillede om fra det ene stadion til det andet for at melde om mål i de mange kampe, der blev spillet samtidig. Det var tider, og selv om det giver al mulig mening, at tv-stationerne gerne vil sprede kampene så meget som muligt, oplevede vi søndag også, hvilken pakke det er, når alle kampe bliver afviklet på samme tidspunkt.

Nok var denne dag særlig, fordi der var slutspilspladser på spil og millioner af kroner til forskel på at havne i det øvre og de nedre slutspil, men det er næppe forkert at påstå, at Superligaens brand har bedst af at blive serveret som en samlet pakke.

Nå, det var et sidespor. Vi er endelig fremme ved det tidspunkt, hvor tingene skal afgøres, og det er nu, vi skal have fundet ud af, om strukturen også kan noget i virkeligheden. Om der kommer flere tilskuere og flere intense kampe, og om det på lang sigt vil øge kvaliteten af dansk fodbold. Det sidste kan jeg godt være i tvivl om, mens jeg egentlig ikke tvivler på, at det bliver sjovere at følge med. Jeg var bestemt ikke for en udvidelse af Superligaen, men da det lå fast, at den ville blive længere, kan jeg godt finde spændingen i det, der venter os nu.

Tilhængere af en lige-ud-turnering, hvor alle møder hinanden et lige antal gange, indtil en klub har fået flest point og vinder Danmarksmesterskabet, mens et eller to andre har fået færrest og rykker ned, har argumenteret mod slutspillet med både uretfærdighed og uigennemsigtighed. Uretfærdigt at man kan gå sejrsløs gennem en turnering og alligevel redde sig til sidst, og uretfærdigt at man kan komme i Europa efter at være endt som nummer syv i grundspillet.

Jeg er uenig. Det virker kun uretfærdigt, fordi vi har vænnet os til noget andet. Man kunne sagtens argumentere for, at den nuværende struktur hylder dem, der formår at præstere under pres, og dem, der topper mod slutningen. Hvorfor skulle det ikke være fint? Uigennemskueligt, fordi det simpelthen er for svært at forstå, hvad der skal ske efter det ene og det andet grundeller slutspil.

Når jeg ved, hvor svært det er at forklare den nye struktur, giver det mening, at det også er svært at forstå. Det må vi se, om vi alle sammen kan lære med tiden, og følger spændingen og det gode spil med, gør vi det såmænd nok.

Skal vi lige runde nogle af de klubber, det gik godt og skidt for? Lad os bare tage de succesfulde først, for det var to kæmpegaver, de gav sig selv i sidste spillerunde:

FC Nordsjælland ramte den gode form i foråret og har ret hurtigt fået sammenspillet et spændende hold under Kasper Hjulmands ledelse. Han er bare en superdygtig fodboldtræner, og afhængigt af, hvor mange spillere den nye ledelse vælger at sælge, kan han være i gang med opbygningen af endnu et meget konkurrencedygtigt hold. Det er en kæmpesucces for FCN at komme i slutspillet.

Det samme er det selvfølgelig for Sønderjyske. Dels for den nye træner, Claus Nørgaard, dels for den sportslige ledelse, der nu langt bedre kan argumentere for, at de mange spillere med kontraktudløb bør forlænge. Meget vigtigt.

Randers? Puha... Michael Gravgaard kaldte det en fiasko, hvis ikke de kom i mesterskabsspillet. Det kan jeg ikke sige meget bedre.