Den nu forhenværende Randers FC-træner Ricardo Moniz var den største katastrofe som træner i Superligaen nogensinde. Det mener BTs sportschef, Morten Crone Sejersbøl.

»Ricardo Moniz er den største trænerkatastrofe, Superligaen har set. Det kan godt være, Christian Andersen var totalt fejlcastet i sin tid i FCK, men i Moniz’ tilfælde har vi jo at gøre med en mand, der ikke bare passede dårligt ind i klubben, men som virkede som om, han kom fra en fremmed planet,« siger Morten Crone Sejersbøl.

Han mener, at hollænderen fremstod meget utroværdig.

»Han råbte og skreg efter voksne mennesker, han fremstod manipulerende og som om, han talte med to tunger, når han først jordede sine spillere totalt og siden påstod, at hans vrede skyldtes, at spillerne ikke levede op til, hvor gode de i virkeligheden var. Det stank af utroværdighed;« siger BTs sportschef, der også langer ud efter direktør Michael Gravgaard, der også snart er fortid i Randers FC.

LÆS OGSÅ: Bombe i Superliga-klub: Træner og direktør færdige

»Hvordan Michael Gravgaard kan have ansat ham er mig en gåde, og han kunne ikke gøre andet end at trække stikket efter  i den grad at være blevet overtrumfet af bestyrelsen. Det er et rigtig grimt punktum på en meget dårlig tid som direktør i Randers FC,« slår Morten Crone Sejersbøl fast.

Randers FC har i denne sæson forsøgt sig med en større åbenhed. Blandt andet er klubben gået med til dokumentar-udsendelsen Randers Backstage, som har været vist i adskillige afsnit. DU KAN SE ET AFSNIT ØVERST PÅ DENNE SIDE

»Jeg mener, at den nye udbredte åbenhed i Randers har været et spændende tiltag, og at Randers kommercielt kunne være blevet mere interessante, hvis ikke alt var blevet overskygget af det øvrige vanvid. For det har jo været helt vildt i Randers. Konegate, spillere der er blevet fyret eller er gået selv, to - nu tre - trænerafgange, Gravgaard og Ole Nielsens interne intrige... fortsæt selv. Ikke alt er Michael Gravgaards skyld, men det lader på den anden side heller ikke til, at han har formået at håndtere ret mange sager ret hensigtsmæssigt,« siger Morten Crone Sejersbøl.