Jeg kom lidt i modvind her forleden, og muligvis havde jeg fortjent det. Måske kommer jeg her til at rette op på det. Måske graver jeg mig endnu længere ned i møddingen.
På Twitter skrev jeg: »Måske er jeg for meget fan her, men jeg fatter ikke, man kan skifte fra Helsingør til Hobro.« Og så brød Helvede løs.
Forhistorien var, at Vito Mistrati og Rasmus Minor, der netop havde været med til at spille FC Helsingør op i Superligaen, inden for få dage havde meddelt, at de stoppede i FC Helsingør for at fortsætte karrieren i Hobro IK. Det fattede jeg ingenting af. I min verden måtte de have oplevet et fantastisk eventyr med en klub og et hold, som de nu vendte ryggen til fordel for en konkurrent fra 1. division, der sportsligt ikke er mærkbart bedre; hvis overhovedet.
Jeg holder mere med Helsingør, end jeg holder med andre Superliga-klubber, fordi Helsingør er den klub, man kiggede mod, derfra hvor jeg voksede op. Det var Helsingør, man kom til, hvis man var blandt de bedste i min lille klub, og selvom jeg aldrig var i nærheden af at komme til klubben, skabte det åbenbart et vist tilhørsforhold. Som jeg skrev i mit tweet, kan det have påvirket min vurdering af deres beslutning, og jeg skal erkende, at jeg siden er blevet klogere. Men jeg er stadig overbevist om, at jeg selv havde truffet en anden beslutning.
Tag Rasmus Minor. Manden spillede en afgørende rolle i oprykningskampene mod Viborg, da han først scorede på hjemmebane og siden lagde op til det afgørende mål på udebane. En rigtig arbejdsmand. Billedet på en kriger, der går forrest i den lille klubs kamp mod den store. Og så! Få uger senere skifter han til en konkurrent. Ja, han kan tjene mere. Måske går han fra 15-20.000 kroner om måneden til 50.000, uden at jeg kender de præcise tal. Ja, han kan blive fuldtidsprofessionel i stedet for fyraftensspiller. Men opvejer det virkelig glæden ved at fortsætte med kliken i Helsingør? Er det virkelig nok til at afslutte et vidunderligt eventyr?
Jeg er blevet klogere, siden jeg skrev mit tweet, og jeg skal fortælle jer, hvad jeg nu ved, men først vil jeg gentage: Jeg tror, jeg havde truffet et andet valg. Til gengæld er min respekt for hans valg i dag langt større end den var for halvanden uge siden.
Mens Rasmus Minor spillede i Helsingør, arbejdede han som lærer på Brøndby Idrætsefterskole. Om eftermiddagen kørte han til Helsingør for at træne. Om aftenen tog han hjem til sin kone og deres toårige søn på Christianshavn. Hver anden weekend var han på udebanetur, og engang regnede hans bror ud, at hans arbejdsuge lå på omkring 70 timer. Det er ikke så lidt til en løn, der til gengæld er ikke så meget. Da muligheden for at blive professionel bød sig, slog han til.
Jeg forstod ikke, at han valgte Hobro to en halv måned, før transfervinduet lukkede. Hvorfor ikke vente og se, om noget bedre dukkede op? En større klub på et noget beviseligt højere niveau end Helsingør til en løn, man kan sparre op af.
En del af forklaringen er, at han også skulle nå at sige sit job op med en måneds varsel, og at han og konen, der selv har et godt job, skulle nå at finde ud af, hvordan de skulle organisere sig i et nyt liv. Jeg har altså forstået, at vi har at gøre med en helt almindelig lille familie med helt almindelige hverdagsudfordringer, børn og job. Ikke med en fodboldspiller, der siden teenageårene har levet som professionel og derfor har tilrettelagt sit liv derefter. Det har jeg respekt for. Jeg forstår det hele. Men jeg påstår stadig, at jeg havde ventet og set efter noget bedre, eller var blevet i mit amatørliv i Helsingør. Heldigvis er der tale om ren hypotese. Mit talent rakte aldrig til at afprøve min påstand.
