Det er ved at være et halvt år siden, at DBU-formand Jesper Møller fortalte, at han var parat til at se nærmere på Fodboldens Disciplinærinstans. Han ville overveje ændringer af sammensætningen og kompetencerne, og kom han frem til, at en ændring var nødvendig, skulle overvejelserne senere fremlægges for repræsentantskabet. Skal vi ikke bare være enige om, at ændringer er nødvendige? Godt så.
Vi bliver simpelthen nødt til at gentænke Fodboldens Disciplinærinstans. Den nuværende har mistet al respekt blandt alle interessenter fra tilskuere til spillere, klubber og medier. Alt hvad den rører ved bliver tilsyneladende noget juks, og træffer den en dag en fornuftig afgørelse, forsvinder den i mistillid og manglende respekt.
Det er ikke holdbart, at afgørelser fra Fodboldens Disciplinærinstans altid bliver mødt med rasende skepsis, og det gør den efter års slingrende kurs.
Fodboldmiljøet har et indbygget modsætningsforhold, hvor uenigheder bliver forstærket af højtråbende fans med forudindtagede holdninger, der ofte ender i et rablende vanvid af beskyldninger rettet mod modstanderens fans, disciplinærinstansens medlemmer og alle der tilfældigvis nærmer sig mundingen af megafonen. Det skal man have med i ligningen. Har man læst om Fodboldens Disciplinærudvalgs afgørelser på et socialt medie, er det usandsynligt, at det ikke er ledsaget af en ladet kommentar. Fodboldmiljøet bliver aldrig et taknemmeligt rum at træffe afgørelser i.
Men selv med de forbehold, er Fodboldens Disciplinærinstans en rædsom størrelse i dansk fodbold.
Tirsdag ændrede fodboldens appelinstans den kendelse, Fodboldens Disciplinærinstans traf den 22. august, da FC København blev frakendt retten til at have tilskuere til to hjemmekampe, hvoraf den ene skulle være mod Brøndby. Det er ikke i sig selv et argument for at ændre disciplinærudvalget. Men det er en udmærket anledning til at intensivere evalueringen af dets arbejde.
Disciplinærinstansen er sammensat af to uvildige jurister som formand og næstformand, samt tre klubrepræsentanter og en tidligere topspiller. Det tager både stilling til overtrædelser af fodboldloven (selvom det ikke rummer en dommerkyndig) og vurderer situationer, dommeren ikke har set (selvom det ikke overvåger samtlige kampe, men er afhængig af, at ’nogen’ har set ’noget’. Og så tager det jo altså stilling til juridiske spørgsmål om skyld og ansvar som i de tilfælde, hvor tilskuerne opfører sig som idioter eller det, der er værre.
Er det virkelig en god idé, at Fodboldens Disciplinærinstans skal tage stilling til så forskelligartede spørgsmål? Er det en god idé, at deres kompetencer er så forskelligartede og dermed mangelfulde i nogle af de sammenhænge, der skal tage stilling til? Det er det jo ikke.
Fodboldens Disciplinærinstans har gennem årene mistet al respekt, og Jesper Møller har lagt op til en evaluering. Jeg venter i spænding på, hvilke forandringer han lægger op til, for forandringer er nødvendige, hvis det skal genvinde sin troværdighed.