KOMMENTAR

Jeg har dækket Brøndby i mange år. På det seneste mere på afstand, men dog jeg har dog fulgt med, sådan som man gør, når man ser, taler og skriver om fodbold hver dag og har en vis forkærlighed for Superligaen. Tiden har lært mig, at man aldrig skal konkludere, at Brøndby NU er ude af krisen, eller at Brøndby NU er parat til seriøst at konkurrere om mesterskabet med FC København.

Men kampen mod FC Midtjylland var den mest lovende sæsonstart, jeg har set, siden nedturen begyndte efter The Double i 2005, og hvad Zorniger ikke ville konkludere efter 4-0 sejren, vil jeg godt: Ja, Brøndby er – i det korte perspektiv – kommet tættere på FC København, siden sidste sæson sluttede.

I det korte perspektiv? Ja, for på lang sigt er FC København i kraft af sin økonomi i stand til igen at øge afstanden, og indtil Brøndby, FC Midtjylland og alle de andre finder ud af at skabe en fornuftig forretning, sådan som de naturligvis forsøger, vil FC København hvert år være favorit til at vinde Danmarksmesterskabet.

Som vi alle sammen ved, har FC København sagt farvel til Andreas Cornelius og Mathias 'Zanka' inden denne sæson, og som enhver kunne se i både Champions League-kvalen mod Zilina og i sæsonpremieren mod AaB, er der endnu meget langt op til de præstationer, holdet leverede i sidste sæson.

Men vi kan også forvente, at det vil ændre sig i positiv retning, når de nye spillere finder sig til rette, når Nicolaj Thomsen er helt klar efter sin skade, og når Rasmus Falk igen kan spille fodbold. Og hvis FC København kvalificerer sig til et gruppespil og igen melder sig aktive på transfermarkedet.

 
Brøndby strøg til tops i Superligaen, da de med 4-0 sejren over FC Midtjylland vandt sæsonens første kamp.
Vis mere

Men det var Brøndby, vi kom fra: Brøndby er lige nu langt mere klar til at præstere, end FC København er. Alexander Zornigers aggressive koncept kan stadig overrumple i hvert fald FC Midtjylland, spillerne lader til at være i god form, og stemningen i truppen er, så vidt jeg kan bedømme, både energisk og loyal mod projektet.

Den tro på projektet har jeg ganske enkelt ikke set siden Michael Laudrup. Efter sejren over FC Midtjylland festede de foran fansene på Sydsiden med en entusiasme, jeg ikke har set meget længe, og som Zorniger sagde efter kampen, kræver hans system meget kraft og energi, men slet ikke lige så meget som nederlag gør.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Netop energiniveauet er en af faldgruberne. Har Zorniger spillere nok til at kunne fastholde tempoet, hvis der også skal Europa League på programmet? Det er jeg ikke sikker på. Kan Christian Nørgaard køre på næsten uden sommerferie? Kommer der flere spillere i transfervinduet? Og ikke mindst: Ryger nogen ud? Hvis Brøndby må sige farvel til Frederik Rønnow, skal Troels Bech finde på noget rigtig godt.

Der er stadig mange spørgsmålstegn, og nej, jeg kommer ikke til at gøre Brøndby til mesterskabsfavoritter efter en god start, men jeg tør godt konkludere, hvad vi nok var mange, der allerede havde gættet på: At Brøndby i denne sæson er kommet tættere på FC København og har bedre muligheder for at vinde mesterskabet, end i mange år. Måske i mere end 10 år. Det er måske ikke noget videre genial konklusion. Men det er dog mere, end Zorniger turde sige.