Med tre point i syv kampe er det på tide, at AGF får nogle flere point på kontoen efter landsholdspausen.

Men hvad skal der til, for at AGF kan vende skuden, så sejrene begynder at komme til 'De Hviie'.

B.T.s fodboldredaktør, Michel Wikkelsø Davidsen, giver her sit bud og kommer nærmere ind på, hvorfor det har været så svært for AGF i starten af denne sæson.

»Som jeg ser det, har de famlet efter at finde deres formation, system og deres 11 bedste spillere. Det er et stort tab af niveau, når man mister to af ligaens bedste backs, som har været så afgørende for deres måde at spille på. Derudover har de været uden deres bedste og vigtigste spiller, Patrick Mortensen. Kommer han tilbage i form, så tror jeg, at vi kommer til at se noget af det samme AGF-hold som før.«

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Nu handler det om for AGF at finde den rigtige formation og vende tilbage til deres dyder, mener Michel Wikkelsø Davidsen.

»David Nielsen skal få lagt sig fast på en formation. Lige nu spiller han gerne med tre nede bagved og så wingbacks, men med købet af Bundu kan jeg godt se ham gå tilbage til 4-3-3 eller 4-5-1, hvor man så har Bundu og Thorsteinsson på kanterne,« siger han og fortsætter.

»David Nielsen skød sig selv lidt i foden, da han sagde, at deres stil døde, da de tabte til Larne. Det var jo deres formel til succes. Der har ikke været et hold med mere vildskab i Superligaen de seneste to sæsoner. Nu har man så købt sig til et mere vildt og powerfuldt AGF med Bundu og Mikael Anderson.«

Fodboldredaktøren har fuld tillid til, at David Nielsen er den mand, der skal få AGF tilbage på sporet igen.

»Det er jo en træner, som de fleste fans i de store klubber ville elske at have bare for et halvt år siden. Jeg siger ikke, han skal have uendelig lang line, men David Nielsen er lykkedes i AGF, og man må ikke give op på ham, fordi der er et lille dyk. Man skal holde fast i ham og vise ham tillid til, at han kan finde tilbage til dyderne.«