'Hvis FC Midtjylland vinder guldet i år, så er magtbalancen tippet.'

Den sætning tog min kollega med til FCK-manager Ståle Solbakken, men nordmanden slog den godt og grundigt i stykker inden søndagens guldkamp. Magtskiftet kunne kun ske i Europa, og der har 'FC Midtjylland været hjerteløse', lød det fra Solbakken.

Han kunne også have zoomet ud og valgt perspektivet 20 år, hvor FC København har indgraveret sig i mesterskabspokalen 12 gange. Eller de 50-60 millioners forskel, der er på spillerbudgetterne i de to klubber.

Europa, historie og penge. Tre af de parametre, der for mig definerer magten i dansk fodbold – foruden fanbasens størrelse. De samme parametre, der afgør klubbers tiltrækningskraft på spillere.

Derfor bliver FC Midtjylland i mine øjne heller ikke magthaver efter sommerens sandsynlige mesterskab, men nu bliver truslen mere og mere alvorlig for FC København, som jeg ser det.

I løbet af FC København-æraen i dette årtusinde har der været perioder af forskellige rivaler for københavnerne.

Brøndby er en evig rival – men guldkonkurrencen er for sporadisk. OB holdt i tre år. FC Nordsjælland i to. Men siden Matthew Benham købte klubben i 2014, har FC Midtjylland altså været en reel rival for FC København.

Indtil videre mest i Superligaen, som Ståle Solbakken så ofte understreger, men til sommer har midtjyderne i mine øjne alletiders chance for at hale ind på københavnerne på flere områder. Og i en sådan grad, at jeg anser FC Midtjyllands magtjagt som den mest seriøse siden Brøndby i starten af 00'erne.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lad mig starte med det Europa-togt, som de får så meget pisk for. Den vej bliver kortere – og for lige netop FC Midtjylland nok også nemmere i corona-kølvandet.

For som potentielt useedet hold vil jeg på papiret anse det som en fordel, at FC Midtjyllands to første kvalifikationskampe til (formodentlig) Champions League bliver afgjort i én knald eller fald-kamp frem for den normale fremgangsmåde med en ude- og hjemmekamp, der dog gælder igen i den afgørende playoff-runde.

Det betyder nemlig samtidig, at FC Midtjylland til sommer kun er fire i stedet for seks kampe fra en plads i Champions League. Og kun to kvalifikationssejre fra en Europa League-billet, som for danske hold bliver mere og mere lukrativ.

Næste sommertrussel kommer fra England, hvor midtjyderne og især formand Rasmus Ankersen, der også er sportsdirektør i Brentford, glæder sig til at se Brentford spille med om oprykning til Premier League. Både formanden og direktør Claus Steinlein dollargriner ved tanken om en milliard til storebror, for det kommer også FC Midtjylland til gode.

Mon ikke et sådant beløb i Benham-butikken vil formindske de 50-60 millioners forskel på spillerbudgetterne i FC København og FC Midtjylland? Det tror jeg. Og det er slet ikke uvæsentligt i forhold til konkurrencen på en længere bane end bare de næste to år.

Store økonomiske muskler kan opveje både klubhistorie og geografi for enkeltspillere, der skal vælge mellem FC Midtjylland eller FC København. Europæisk deltagelse kan også.

Nu er Ståle Solbakken ikke den nervøse type, men på ledelsesgangene i Parken skal der nok blive holdt øje med, hvad der sker i FC Midtjylland-universet over sommeren. Imens er midtjyderne nok allerede ved at pudse glaskabinettet til den tredje DM-pokal i de seneste seks år.

Garnerer de det med at die på en Brentford-pat af Premier League-størrelse, udnytter smutvejen til Europa og gør noget ud af den Pione Sisto-plan, der ligger klar i skuffen, hvis klubsønnen ønsker sig hjem, kan de godt begynde at svede lidt i FC København.

For så haler FC Midtjylland ind med dobbeltskridt. Og FC København skal gøre alt for at stoppe den sprint fra at blive et maraton.