Nogle historier kan bare skrives på forhånd.

At Kamil Wilczek skulle tage til Brøndby Stadion og ødelægge det hele for sine gamle venner og nu ærkefjender, det stod skrevet i manuskriptet. Min gode kollega havde i hvert fald luret den allerede 10 minutter før derbystart.

»Håber, du sidder klar med 6'eren til Wilczek. Det bliver hedt.«

Og det blev det. Karakteren landede ikke helt oppe på seks, men Kamil Wilczek bankede sig selv i centrum med et brændt straffespark, to mål og ingen jubel. Han sørgede for Jess Thorups første FC København-sejr over et af top-3-holdene – og så endda efter i flere måneder at være blevet sendt helt ud i kulden af samme træner.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Det vidner jo bare om kvalitet og kynisme, at den polske angriber på den måde er fuldstændig upåvirket af at være blevet vraget og af at være lagt for had i store dele af Vestegnen. Men det overrasker så på ingen måde.

Kamil Wilczek traf inden sæsonen en beslutning så voldsom, at jeg ikke forstod den. Hvorfor smadre alt, hvad han havde bygget op i Brøndby, for et karriereefterår hos rivalerne? Han brændte de sider i Brøndbys historiebøger om sig selv. Med meget spæde chancer for at skrive nogle nye i bøgerne på Østerbro.

Jeg har lige så svært ved at forstå Kamil Wilczek nu som dengang. Polakkens to mål i derbyet var ikke hans første mod Brøndby. Han nettede i sit første derby for FCK, hvor det talte, og sidste gang i Brøndby blev det underkendt.

Fælles for dem alle er, at Kamil Wilczek ikke har jublet. Jeg fik skrevet i pausen af kampen, at det var misforstået respekt. Men reaktionerne tydede efterfølgende på, at jeg måske ramte forbi.

Foto: Claus Bech
Vis mere

At i hvert fald nogle Brøndby-fans alligevel anerkendte den gestus, der lå i den manglende jubel fra Kamil Wilczek.

Så jeg lader være at konkludere, hvordan gestussen bliver modtaget. Jeg kan bare sige, at jeg ikke forstår det. Der kan selvfølgelig ligge andet bag, som vi ikke har kunnet få at vide, da det ikke har været nemt at tale med Wilczek de seneste måneder foruden nogle få minutter efter de seneste to kampe.

Men hvis det for Kamil Wilczek handler om at vise respekt til de fans, der i fire år tilbad ham på Vestegnen, mens han gjorde sig til den mest scorende Brøndby-spiller i Superligaen, så giver det ikke stor mening for mig.

Den respekt skulle han have vist i sommer, hvis den reelt var der, og da han traf den beslutning, var det ham, der trak en streg i sandet. Det var ham, der solgte alt, hvad der hedder respekt. Siden lagde han et billede op på Instagram, hvor han læste bogen 'Modet til ikke at være vellidt'.

Og nu sprøjter han så derby efter derby sprit i det åbne blå-gule sår. Det burde han da bare fejre. Han burde have modet til det.

Men selvom jeg ikke altid forstår den del, så lærer jeg Kamil Wilczek lidt bedre at kende hele tiden. Der er måske ikke så mange følelser i polakken. Men der er en mentalitet så ekstrem, at den brænder igennem, selv når han prøver at skrue lidt ned – og selv når han er blevet holdt ude gennem længere tid.

Han kan sendes helt derud i måneder, hvor vi spekulerer i, hvad han har gjort galt, siden han ikke kom i spil, når FCK-kynismen manglede. Men når han får chancen, er der ingen sure minder.

Det har jeg til gengæld masser af respekt for.