Yann Bisseck er klar til at blive en profil for AGF – hvis han ikke allerede er det – efter han onsdag skrev under på en permanent aftale, der går frem til 2026.

Han har spillet 15 kampe, reageret i midterforsvaret og scoret et enkelt mål.

Derfor er det helt oplagt, at AGF nu har fået Yann Bissecks underskrift på en permanent aftale, mener B.T. fodboldredaktør, Michel Wikkelsø Davidsen.

»For mig er det en no brainer, fordi de har set, hvad han kan, og hvad han kan udvikle sig til. De har lige pludselig en 20-årig spiller med ikke bare et stort potentiale, men med niveau allerede. Hvis han fortsætter sin udvikling, så får AGF pengene mange gange igen, når de sælger ham på et tidspunkt, fortæller han og tilføjer:

»Jeg kan godt lide, at AGF gør noget så hurtigt, de har set, hvad de skal se, så for dem er der ingen grund til at trække den. De kunne vente mange flere måneder, men jeg kan godt lide at de vise ham tilliden, fordi han er en ung spiller, der har brug for tillid.«

Forsvarsspilleren kom til på en lejeaftale fra tyske Køln og skulle have vendt tilbage ved sæsonens udløb.

Allerede som 16-årig fik han debut i Bundesligaen som den næstyngste nogensinde, men siden har han været på mere eller mindre mislykkede lejeophold i både Holland og Portugal, inden han altså endte i AGF.

Ifølge Århus Stiftstidende lyder købsprisen på fem millioner kroner.