Gudhjælpemig om det så ikke på en dag, da Brøndby offentliggør to markante forstærkninger og en økonomisk bombe, alligevel lykkes FC København at stjæle opmærksomheden sidst på eftermiddagen.
Lidt komisk og voldsomt interessante udviklinger i begge klubber. Danmark største, hvis man efter et kig på tabellen skulle være i tvivl.
Med fyringen af Ariël Jacobs og ansættelsen af Ståle Solbakken håber FC København at kunne skrue tiden to år tilbage til dengang, alt var godt, og krise ikke var et ord, der kunne bruges om FC København i meget mere end en halvleg ad gangen.
Og Carsten V. Jensen giver sig selv et sidste stykke liv som sportsdirektør, inden han selv må stå for skud næste gang, der måtte være brug for at ryste posen. For trods et mesterskab og en sølvmedalje er det to utilfredsstillende år for FCK med CV's initialer skrevet ud over striben af fejlindkøb og træneransættelser.
Groft sagt startede nedturen for FCK den dag i 2011, da Ståle Solbakken meddelte, at han ville rejse til Tyskland for at forfølge sin drøm om udlandet.
Sportsdirektør Carsten V. Jensen har utvivlsomt gjort sit bedste og arbejdet hårdt, og muligvis har han endda været uheldig, men faktum er, at der efter Ståle Solbakkens afsked blev længere mellem de rigtige indkøb og minderige øjeblikke i Parken og kortere mellem nederlagene og de dyre skuffelser.
Med ansættelsen af Roland Nilsson begik CV sin første eklatante fejl og erkendte med fyringen af ham sit første store nederlag. Næste fejl var at sætte sig selv på bænken som træner og motivator (!), hvilket med det tabte mesterskab blev umuligt at skjule.
Hele det år, 2012, savnede man Ståle Solbakken i FCK. Man savnede ham til at motivere og skabe liv i omklædningsrummet og på stadion. Man savnede ham som lynafleder. Og CV savnede ham utvivlsomt som sparringspartner i spørgsmålene om nye spillere.
Der stod CV og CV alene på købene af Grindheim, Diouf, Abdellaoue, Michael Jakobsen og Johnny Thomsen, efter han i årevis havde været suppleret af Flemming Østergaard, Niels-Christian Holmstrøm (der begge havde pondus og kontakter på deres tid) og især Ståle Solbakken.
Ansættelsen af Ariël Jacobs lignede fra start en genialitet, og belgieren tog fra start omklædningsrummet og offentligheden (fans og medier) med storm. Sikken karisma. Sikken udstråling. Ja, der var meget varm luft i hans ledelsesfloskler, men vi var mange, også mig selv, der købte hele baduljen ved henkastet at konstatere, at sådan noget var nok for unge mennesker i et uuddannet miljø. Arrogant, indrømmer jeg. I dag er jeg endnu ikke sikker på, hvorfor det ikke lykkedes for Ariël Jacobs. Det er CV sikkert heller ikke.
Men jeg er sikker på, at han håber, det nu bliver bedre. Ståle Solbakken var manden, der flyttede FCK fra et tungt, stabilt hold i 2006 til et let, fantasifuldt hold i 2010. Han flyttede den sportslige overligger. Sammen med CV.
Da de skiltes, gik det galt for begge, kan man hævde. Nu da de forenes igen, håber de, tiden kan skrues to år tilbage. Det har de begge meget hårdt brug for.
