Jeg elsker dig, Superligaen. Men du har ikke gjort vores kærlighed let i år.
Et stort mesterskabs-tillykke skal lyde til FC København, som klart var det mindst ringe hold i en topfesen Superligasæson, som forhåbentligt er en enlig svale. For ellers er det godt nok bekymrende.
Tilskuerne væltede ind på de danske stadioner i en postcorona-rus. Topliderlige efter fællesskab og fo’bold.
Men underholdningen og kvaliteten på banen var på ingen måde den imponerende opbakning værdig. Især har foråret og slutspillet været – undskyld mit franske – pisseringe!
Tænk bare på alle de store kampe, som vi gik skuffede hjem fra. De direkte gulddueller mellem FC København og FC Midtjylland var chancefattige langgabere, som for længst er gået i glemmebogen.
De to københavnerderbys var uden udebanefans – det kostede dyrt på intensiteten. Og endnu dyrere på kvaliteten, der i begge opgør var milevidt under den standard, de to rivaler har sat igennem årtier.
Generelt har langt de fleste klubber præsteret under par. De skrøbelige provinsgiganter AGF og OB spillede ligegyldige statistroller uden for top-6. Ok, AGF gav os da noget at snakke om ved kaffeautomaterne om mandagen, da klubben længe dansede kinddans med nedrykningsspøgelset – det er jo VM-år!
AaB tog tilløb til noget spændende, men skvattede så pladask sammen i slutspillets anden halvdel.
For de forsvarende mestre fra Brøndby var sæsonen to skridt baglæns. Gulddrengene blev solgt og erstattet med måske-har-de-potentiale-på-sigt-spillere, og Niels Frederiksens tropper kollapsede totalt i medaljespillet, hvor det blev bøjet i gul og blå neon, at klubben havde pådraget sig et massivt angrebsproblem.
FC Midtjylland faldt ned i en grøft mellem at ville spinde guld på sit højtbesungne talentakademi, at ville gå på skattejagt på det brasilianske spillermarked – og at ville købe afdankede stjerner som Meyer og Love. Til næste sæson skal man nok beslutte sig for blot at gå ned ad én af stierne.
Ja, selv mestrene fra FC København fortjener en lille opsang. For det har nok været klubbens grimmeste mesterskab til dato – også selv om, at Jess Thorup nok vil svare, at pointsnittet fortæller en helt anden historie.
Men set fra denne stol blev FCK-mesterskab nummer 14 først og fremmest kriget i hus af en glubsk østeuropæisk defensivduo i Vavro & Grabara. De to har bragt noget tiltrængt galskab ind i en FCK-trup med mange søde, velfriserede knægte – og de to herrer har klart overstrålet deres holdkammerater oppe fra offensiv-afdelingen.
For det har været tamt på angrebsfronten. Inden søndagens afslutningskamp havde FCK garnet 53 gange – 1,7 mål i snit. Man skal tilbage til 14/15-sæsonen for at finde et lavere antal.
Det siger også meget, at midtbanesputnik Pep Biel bliver FCK's topscorer med 11 scoringer. Andenpladsen på den liste beholder Jonas Wind med de seks kasser, han nåede at lave inden vinterskiftet
Cheftræner Thorup har igennem hele sæsonen famlet efter noget, der kunne løse de offensive kvaler. Det er ikke noget sundhedstegn, når en træner må fordele spilletiden ud over 34 spillere og sjældent leverer to ens startopstillinger i træk.
Det er vel også lidt bekymrende for truppens kvalitet, at nyerhvervelsen Viktor Claesson i april uden modstand kunne vade ind i startopstillingen fra dag ét af.
Og så skæmmer det også FCK’s sæson, at vip-pladserne i Parken var proppet med fodboldkøbmand PC’s dyre fejlindkøb. Mamadou Karamoko, Akinkunmi Amoo, Paul Mukairo, Luther Singh og til dels også Khouma Babacar ligner alle fyre, der bliver ubetydelige fodnoter i den store fortælling om FCK.
Nu stopper jeg. For jeg vil ikke tage noget fra jeres fest, FCK-fans. Det er et fuldt fortjent mesterskab, som I har ventet længe på (i FCK-målestok).
Men jeg kan her til sidst ikke lade være med at spørge: Sidder man med fornemmelsen, at dette FCK-mesterhold nok skal banke muren ind til Champions League-gruppespillet?
Tænke tænke. Eeej, ikke sådan rigtigt. Men jeg tager gerne fejl.
Nå, men tillykke. Skååål! Og Superligaen - lad os lige hæve niveauet efter sommerferien, tak.
