KOMMENTAR
For nylig havde jeg en længerevarende snak med en større dansk fodboldleder om Superligaens tilstand anno 2017. Snakken havde vi i kølvandet på tv-rettighedshavernes advarsler og krav her i BT om en ’syg’ Superliga med et akut behov for et kirurgisk indgreb i form af en nedbarbering fra 14 til 10 hold.
Netop debatten om Superligaens fremtidige struktur har kørt lige siden, og den kommer til at køre længe endnu. Men måske er en anden diskussion sideløbende også værd at føre frem i lyset.
Fodboldlederen var nemlig træt. Træt af de mange dårlige historier, der har ramt Superligaen gennem de seneste 18 måneder: Kone-gate, Oscar-gate, FC Københavns trusler om et Superliga-farvel, tilskuerkriser og ikke mindst den fanboykot, der først havde Brøndby og FCK i centrum, men hvis ringe siden spredte sig til alle ligaens øvrige fangrupper. Jeg har endda på fornemmelsen, at jeg har glemt en dårlig historie eller to!
Alle disse sager, der siden har fået selskab af en politianmeldelse af Christian Lønstrup, hang fodboldlederen et godt stykke ud af halsen. Og lidt længere inde i munden var den omtale, Superligaen får, på vej mod samme skæbne.
Ifølge lederen er der ganske enkelt opstået en negativ historiefortælling omkring Superligaen, som giver en selvforstærkende og undergravende slagside. Superligaen tales simpelthen ned – og det lider den under. Bag denne slagside står først og fremmest sådan nogle som mig og os – medierne. Det var, hvad han mente.
Her kunne jeg uden problemer indlede en forsvarstale. Og jeg ville have mine argumenter i orden. Se bare på den seneste uges dyrkelse af eventyret om nyoprykkede Helsingør og den positive omtale, en flok nervepirrende og interessante playoff-kampe har genereret. Vi i medierne skriver i tusindvis af positive historier om Superligaen. Selvfølgelig gør vi det.
Men vi skriver bestemt også de negative, ligesom vi måske ligefrem tænder mere på de historier, der lugter lidt af ’krise’, ’skandale’ ’konfrontation’ eller noget, vi kan sætte et simpelt ’-gate’ bag på.
Det gør vi blandt andet, fordi vi kan mærke, at disse historier fanger interessen hos vores læsere og brugere. Naturligvis, fristes man til at sige. De er jo interessante, ligesom de som oftest er endog meget relevante. Derfor skal og vil vi blive ved med at afsløre og skrive, hvis en bestyrelsesformand undergraver sin træner og sportschef eller hvis 13 klubbers fans lægger mesterholdets hjemmebane på is.
Spørgsmålet er så, om vi i medierne – og egentlig også alle jer, der ytrer sig om Superligaen på sociale medier som facebook og Twitter – har et ansvar overfor den Superliga, mange af os ser på uge efter uge? Skal vi være med til at holde hovedet oppe på den bedste danske fodboldliga – eller er det udelukkende klubbernes ansvar?
Jeg har været helt nede i maven for at finde mit svar. For jeg har ærligt talt været i tvivl. Men jeg kom i tanke om et tweet, som min gode kollega, DRs Andreas Kraul, skrev om Superligaen i vinter. Han skrev: ’Det er ikke verdens bedste liga, men det er vores!’
Og det er præcis, hvad den er. Superligaen er vores allesammens liga. Og har man ’ejerskab’ over noget, er det så ikke passende at kigge lidt efter det og tage sig lidt af det? I hvert fald i det små.
Der er heldigvis masser af lyspunkter i og omkring Superligaen, der på ingen måde er en døende patient. Men ligaen har det svært og bløder interesse. Det viser de nøgne tilskuer- og seertal.
Men skriver og taler vi den dårligere og værre, end den er, er det præcis, hvad den bliver. Så skal vi ikke præcis derfor gøre hinanden en tjeneste og give Superligaen den kredit, den fortjener? Ikke mere – og ikke mindre. Vi har trods alt alle sammen en interesse i så god, stærk og interessant en Superliga som muligt.
Jeg vil begynde med mig selv.