AGFs målmand Bailey Peacock-Farrell er blevet kørt på hospitalet med en dyb flænge i hovedet.

OB og AGF spillede 1-1 efter mål af Bashkim Kadrii og et sent af Mikkel Duelund, men det grimme uheld overskyggede det meste denne søndag aften.

Størstedelen af bolden så ud til at være i mål, men det er som bekendt ikke nok.

OB blev efter ti minutter reddet - ikke på, men bag stregen tør man næsten sige - hvor Viljar Myhra strakte sin store norske grab frem og daskede Frederik Tingagers gode hovedstød væk.

Dommeren og VAR var enige om, at der ikke var mål, men hold da op, hvor må AGF være trætte af nordmanden, der kampen igennem hev flere store redninger op af hatten som en tryllekunstner på kassen.

Det må gøre så nas på ham, at indskiftede Mikkel Duelund klappede så flot til bolden i tillægstiden og gjorde det til 1-1. 

Keeperkollegaen hos AGF, Bailey Peacock-Farrell, storspillede ligeledes, men blev som nævnt også ufrivilligt hovedperson i kampens mest uhyggelig øjeblik. 

OB havde også en at være trætte af, og det var Don Deedson, holdets topscorer med otte mål i denne sæson.

Der var ikke meget offensivt krudt i den ellers listige angriber og fred være med det, men når han endda også ragede en torskedum advarsel til sig, der giver karantæne i bundgyset mod Vejle, så er dommen herfra klar:

Dumpet!

AGF får simpelthen alt for lidt ud af deres gode perioder.

De har haft overtaget mod Vejle, FCM og OB, og de har fået sølle to point i de tre kampe. Det er ganske enkelt for ringe.

Det svarer til at styrte rundt i ring i Aros' regnbue-panorama-ring i 90 minutter uge efter uge: Sikkert ganske udmattende og med god udsigt, men man kommer bare ingen vegne...

Kadrii endte både med at skade AGFs keeper og blive matchevinder.
Kadrii endte både med at skade AGFs keeper og blive matchevinder. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nej, hvor var det uhyggeligt at se, da AGFs Peacock-Farrell lå forstenet på græsset.

Efter et sammenstød med Bashkim Kadrii i anden halvleg alarmerede de vakse AGF-forsvarere hurtigt om, at lægestaben skulle sætte i løb for at hjælpe målmanden.

Han kom heldigvis på benene igen, og det var det vigtigste. 

Nordireren havde vist prøver på sit høje niveau og holdt buret rent, men fik desværre ikke lov at gøre opgøret færdig, da Jesper Hansen overtog efter de skræmmende scener.

Efter udskiftningen blev Peacock-Farrell fragtet til hospitalet med en dyb flænge i hovedet.

Hjemmeholdets målmand gik selv fra banen.
Hjemmeholdets målmand gik selv fra banen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der venter en gyser i næstsidste spillerunde af grundspillet.

Her tager Vejle, der søndag fik point på Brøndby Stadion, imod OB i et uhyre vigtigt opgør, som må blive forbudt for børn.

AGF skal søndag en tur til - indtil nu - storskrantende Silkeborg, før de slutter grundspillet mod Hvidovre, der vandt 4-2 over Lyngby tidligere på søndagen.