Uden at sprudle vandt FC København 2-0 over FC Nordsjælland foran 30.000 fans en råkold mandag aften. 

Herunder får du B.T.s dom over kampen, hvor FCN vil undre sig over, at man ikke kom på tavlen, mens FCK kan være godt tilfredse med, at man endnu en gang kører en sikker sejr hjem uden at spille sig helt ud.

Men der var malurt i bægeret trods scoringerne fra Viktor Claesson og Elias Achouri.

For én FCKer gjorde sig uheldigt bemærket med ganske enkelt skandaløs opførsel midt i Parken - og det var et mirakel, han ikke fik rødt.

Han vinder ikke nogen designpriser, men han er lige så funktionel som et IKEA-møbel.

Hold nu op, hvor var det præcist, skarpt og tilrettelagt, hvad Claesson rendte rundt og lavede i Parken denne mandag aften. Vandt nærmest alle sine dueller, var konstant på toppen i de defensive aktioner, han havnede i - og så var han dødfarlig.

Flot hovedstødsmål til 1-0, inden han tvang Andreas Hansen ud i en vild redning før 2-0-målet. Og så var han en bedre tæmning fra at kunne gøre det til 3-0. Bravo!

Var der nogen, der så Marcus Ingvartsen i Parken i dag? Puha, det var en anonym indsats af den tidligere Bundesliga-angriber, der har kæmpet noget med at lande i Superligaen igen.

Var tilbage som angriber efter en kamp som offensiv midtbane, men han blev pakket totalt ind af den fysiske dobbeltdækker i form af Vavro og McKenna i FCK-forsvaret - og viste sig nærmest først, lige inden han blev pillet ud med et udmærket forsøg fra en skarp vinkel.

Om igen.

FC KØBENHAVN
Kamil Grabara 4
Elias Jelert 2 (ud efter 45)
Denis Vavro 5
Scott McKenna 4
Kevin Diks 3
Magnus Mattsson 3 (ud efter 81)
Rasmus Falk 4 (ud efter 90)
Diogo Goncalves 3 (ud efter 70)
Mohamed Elyounoussi 4
Viktor Claesson 5
Elias Achouri 5 (ud efter 81)
---
Birger Meling 3 (ind efter 45)
Oscar Højlund UB (ind efter 70)
Andreas Cornelius UB (ind efter 81)
Victor Froholdt UB (ind efter 81)
William Clem UB (ind efter 90)

FC NORDSJÆLLAND
Andreas Hansen 4
Oliver Villadsen 2 (ud efter 72)
Kian Hansen 2
Adamo Nagalo 3 (ud efter 59)
Martin Frese 3
Jeppe Tverskov 3
Daniel Svensson 3
Andreas Schjelderup 5
Christian Rasmussen 3 (ud efter 87)
Marcus Ingvartsen 1 (ud efter 72)
Ibrahim Osman 3 (ud efter 72)
---
Lucas Hey 2 (ind efter 59)
Oliver Antman 3 (ind efter 59)
Conrad Harder UB (ind efter 72)
Mads Kristian Hansen UB (ind efter 72) 
Sindre Egeli UB (ind efter 87)

I det 50. og i det 76. minut italesatte FCK-fansene elefanten i rummet. 'Roo-nyyy, Roo-nyyy' gjaldede det fra Sektion 12, der ikke har fået deres svenske stjernefrø at se i denne sæson - og mandag ændrede intet på det faktum.

Neestrup har forklaret, at den 18-årige svensker ikke er blevet valgt til, fordi mange andre står foran i køen. Og det vidner altså om den voldsomme bredde, FCK har skabt sig i et forår, hvor der venter 13 Superligakampe og minimum et Champions League-opgør.

Mange munde skal mættes med få kampe, og dét kan gå hen at blive en af Neestrups største opgaver i det her forår at holde styr på truppen, hvor spillere på række vil føle, at de fortjener at spille.

Se bare dagens bænk, hvor spillere som Andreas Cornelius, Birger Meling, Oscar Højlund og Roony Bardghji sad, mens Nicolai Boilesen og Peter Ankersen simpelthen var valgt fra.

ccc
ccc Foto: Anthon Unger
Vis mere

Så du det? Var det ikke for Jacob Neestrup, så kunne Elias Jelert meget vel have sprunget i luften lige midt på Parkens græs.

Den iltre højreback spillede egentlig en stærk første halvleg og blev ofte den store i duellen med Ibrahim Osman, men det var utilgiveligt, at han - som mange gange før - ikke kunne styre sit temperament efter et par 50/50-kendelser, og han var ene-ansvarlig for, at hans kamp stoppede allerede i pausen.

Først et hamrende dumt gult kort for at smide bolden i jorden, flirtede med et andet gult kort for film og gudhjælpemig om ikke Jelert også testede skæbnen ved at tonse ud og fronte fjerdedommeren, da FCK-spillernes ellers jublede over 1-0-målet.

Neestrup sprintede på banen og fik styr på Jelert, der var lige så farlig som en ustabil atomkerne. FCK-bossen vandt godt nok Årets Træner inden kampen, men måske er det mere passende med Nobels Fredspris næste gang. Skandaløs opførsel af Jelert, der nemt kunne have været smidt ud med rødt kort.

ccc
ccc Foto: Anthon Unger
Vis mere

FC København fortsætter den gode forårsstart med endnu en sejr og et clean sheet for anden gang i træk uden overhovedet at sprudle.
Sejren gør, at FCKerne holder fast i både FC Midtjylland og Brøndby, mens FCN nu befinder sig lidt i ingenmandsland efter en kamp, hvor det vil undre i Farum, at man ikke fik hul på bylden.
Der er nu ni point op til FCM på tredjepladsen, og det virker mere og mere, som en mellemsæson for FCN, der i stedet må fokusere særligt på pokalturneringen.