Brøndby tog en fornem comeback sejr søndag aften, da de vendte 0-1 til 2-1 på en halvleg mod formstærke AaB.

Det var tredjesidst mod tredjeøverst i søndagens klassiker på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet indledte stærkt, måske inspireret af Red Bull, der sendte dem ud af Champions League-kvalen. Men da først Frederik Børsting lagde den ind i hovedet på Louka Prip, lignede Brøndby et hold, der kunne spille til juleaften uden at scorede.

Men allerede efter fire minutter af anden halvleg rendte Mikael Uhre fra Rasmus Thelander på Slimanes flotte aflevering. Og sidenhen var samme Uhre på det rigtige sted, da Rasmus Thelander og Jakob Rinne gik fejl af hinanden på et frispark.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

Prø' li' å' hør her! AaB har fået sig en midtbanegeneral, og han kommer fra Vendsyssel. Malthe Højholt fløj højst i den højintense midtbaneduel på Brøndby Stadion søndag aften, hvor han overstrålede Morten Frendrup, der blev flået ud i pausen. Lignede en, der nød at have bolden i den højintense dyst.

Også ros til den til 'selvgjorte, velgjorte' Mikael Uhre, der egentlig spillede en ret så ringe kamp, men sidste sæsons Superliga-topscorer har en udsøgt evne til at komme til chancer. I dag konverterede han to gange ud af det blå. Og ellers var der ikke særlig meget andet godt. Respekt for manden, der ikke ligefrem har taget en snorlige karrierevej.

Karakter: 5

AaB-fansene drømmer så uendelig meget over det efternavn. Faktum er, at Prica Junior ikke har far Rades fysik – og det har han ikke lært endnu. Da han i dag fik chancen kort inde i første halvleg med Makarics skade, smurte Brøndby-anfører Andreas Maxsø sig en Prica-mellemmad og spiste ham resten af kampen. Alt for mange nyttesløse slagsmål og alt for mange frispark for den unge AaB'er, der måske leder for meget efter selvtilliden i farens skab.

Karakter: 2

Brøndby IF

Mads Hermansen 3
Sigurd Rosted 3
Andreas Maxsø 4
Kevin Tschiembe 3
Kevin Mensah 3
Morten Frendrup 3 (Ud: 46.)
Anes Ben Slimane 4 (Ud: 72)
Josip Radosevic 3
Andreas Bruus 2
Mikael Uhre 4 (Ud: 81.)
Simon Hedlund 2 (Ud: 81.)
Snit: 3,1

---

Mathias Greve 3 (Ind: 46.)
Christan Cappis UB (Ind: 72.)
Andrija Pavlovic UB (Ind: 81.)
Jagvir Singh UB (Ind: 81.)

AaB

Jakob Rinne 2
Mathias Ross 3 (Ud: 81.)
Rasmus Thelander 4
Daniel Granli 5 (Ud: 58)
Kristoffer Pallesen 3
Iver Fossum 4
Malthe Højholt 5
Pedro Ferreira 3
Frederik Børsting 4 (Ud: 81.)
Louka Prip 2 (Ud: 58)
Milan Makaric UB (Ud: 9.)
Snit: 3,2

---

Tim Prica 2 (Ind: 9.)
Anders Hagelskjær 3 (Ind: 58)
Alexander Trajkovski 3 (Ind: 58)
Kasper Kusk UB (Ind: 81.)
Markus Hannesbo UB (Ind: 81.)

Karim Zaza har ikke levet forgæves. Den dansk-marokkanske målmand har været forbi både AaB og Brøndby og præsterede flere vellykkede driblinger i sin Superliga-karriere end flere forsvarsspillere. I dag gjorde Jakob Rinne ham kunsten efter et kvarter inde i første halvleg, da han sendte en Brøndby-angriber ud på Sydsiden efter hotdogs. Godt, at han ikke gjorde som den tidligere Brøndby-målmand Marvin Schwäbe mod AaB i sidste sæson, nemlig at blive plukket i driblingen. Dengang scorede Frederik Børsting i AaBs 2-0-sejr på Aalborg Stadion.

I søndagens kamp var det to gange 3-5-2-opstillinger, der stod over for hinanden i Brøndby. Og på tre ud af de fire wingbacks var tidligere offensivspillere placeret. Hvem skiller sig ud af de fire? Det gør Superligaens assistkonge, Kristoffer Pallesen, der ligner skoleeksemplet på en back med kridt på støvlerne – men Kristoffer Pallesen er faktisk tidligere målmand indtil langt ind i ungdomsårene.

For anden gang i denne sæson præsterede Brøndby allerbedst over for et formstærkt mandskab. Sidst gav det en sejr over FC Midtjylland, mens de søndag aften viste forrygende moral mod et AaB-hold, der ikke havde tabt sin siden 2. rundemødet mod netop FCM. Spørgsmålet er: Kører den gule Brøndbybus nu med fuld hammer? To sejre i træk, inklusive pokaltriumfen, men hvis man igen taber en kamp a la Sønderjyske, hvor står de så?

Modsat må Marti Cifuentes under sin opsmøgede krave på jakken undre sig – for det var virkelig en manddomsprøve for aalborgenserne, som man ikke bestod. Alt lignede ellers fryd og gammen i pausen, men den ellers så sikre defensiv slog revner.