Solen skinnede over Aarhus, og det samme gjorde flere i de hvidklædte bluser.
For AGF vandt onsdag aften med 2-1 over FC Nordsjælland i en kamp, hvor hjemmeholdet i den grad satte en stor fed streg under, at de mener det alvorligt i bronzekampen.
Selvom det egentlig var gæsterne, der startede mest på bolden, spillede AGF bedst og nappede tre point til samlingen - på trods af det nåede at blive spændende til sidst med den sene reducering fra Ibrahim Sadiq.
Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste – samt »Tre ting, vi lærte«:
Der var flere om buddet, men mål vinder som bekendt fodboldkampe, og sådan et leverede han. Men det er ikke det eneste, der trækker op. For Jakob Ankersen må på pænt dansk have været pisse-irriterende at spille overfor i dag. Fra start var han her, der og alle vegne med gode løb, fight, erobringer og stor energi.
Karakter: 8
Det var ikke vanvittigt meget, han markerede sig i første halvleg. Og de gange han gjorde, var det ikke prangende. Man må give ham, at han forsøgte, men der var mange ting, der ikke lykkedes. Afslutningerne blev for sløsede, og efter 45 minutter fik han ikke flere.
Karakter: 4
AGF (4-3-3)
William Eskelinen 6
Alexander Munksgaard 7
Sebastian Hausner 6
Frederik Tingager 8
Casper Højer Nielsen 7
Benjamin Hvidt (ud 83.) 6
Nicolai Poulsen 6
Bror Blume (ud 73.) 6
Mustapha Bundu (ud 53.) 7
Patrick Mortensen (ud 83.) 7
Jakob Ankersen (ud 83.) 8
---
Gift Links (ind 53.) 6
Mustafa Amini (ind 73.) UB
Nicklas Helenius (ind 83.) UB
Jon Thorsteinsson (ind 83.) UB
Kevin Diks (ind 83.) UB
FC Nordsjælland (4-3-3)
Peter Vindahl Jensen 6
Mads Døhr Thychosen (ud 71.) 5
Kian Hansen 5
Abdul Mumin (ud 63.) 4
Ivan Mesik 5
Jacob Steen Christensen 5
Magnus Kofod Andersen (ud 71.) 5
Mohammed Diomande 5
Mikkel Rygaard (ud 45.) 4
Abu Francis (ud 45.) 5
Mikkel Damsgaard 4
---
Kamal Deen Sulemana (ind 46.) 5
Tochi Chukwuani (ind 46.) 5
Ibrahim Sadiq (ind 63.) 6
Oliver Marc Rose-Villadsen (ind 71.) UB
Joachim Rothmann (ind 71.) UB
Fra helvede til himmel
Hvad skete der lige for Mustapha Bundu!? Da der var spillet en halv times tid, lignede han ikke manden, der skulle få en afgørende rolle. Men hold da op, hvor han spillede sig op. Efter syv minutter brændte han en kæmpe chance, afleveringerne sad ikke, hvor de skulle, og han tog mange dårlige beslutninger. Spol frem til pausefløjt, hvor han så to gange på omkring fem minutter sprudlede, tog gode løb og begge gange resulterede det i, at han endte i oplæggerens rolle.
Kan man få for meget Thomas Helmig?
Svaret er nok et rungende 'nej', hvis du spørger de hvidklædte i det ene hjørne. Der er bestemt ikke fyldt endnu, men det lugtede da en smule mere af normalt, da man inden startfløjt kunne høre glade og til tider halv-falske røster skråle med på 'Malaga'. Nu vi er ved corona-restriktioner, er der i øvrigt en ting, der ser helt skørt ud. Spillerne må ikke give hånd inden kampen, men da Jakob Ankersen kort inde i første halvleg blev tacklet, tog han da imod en fremstrakt lap fra sin modstander for at rejse sig.
Mon David Nielsen æder sine ord
'Det er FC Nordsjælland!' Svaret faldt prompte, da David Nielsen for et par uger siden blev spurgt til, hvem der var favoritter til bronzemedaljerne. Men tigrene fra Farum kendte ikke deres besøgelsestid, og langsomt som kampen skred frem, blev de tæmmet af de hvide, der fik slået et hul ned til Brøndby, som dog har en kamp i baghånden. FCN skal i hvert fald op i niveau til næste kamp, for ellers kan duften af metal godt hurtigt forsvinde i Farum.