De er glade for Thomas Helmig, men de kommer nok til at synge en del om Nicklas Helenius i de aarhusianske gader i nat.

For han var knap kommet på banen mandag aften mod OB, før han med små 12 minutter før tid hamrede kampens eneste scoring i kassen.

På den måde fejrede AGF en plads i top-6 med en sejr på 1-0, mens OB måtte køre hjem til Fyn med nul point i bagagen efter en kamp, hvor de især havde egen uskarphed at takke.

Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste – samt »Tre ting, vi lærte«:

Der var flere, der bejlede til den, men den lander her. For man kan i hvert fald ikke sige, Alexander Munksgaard missede chancen for at vise sig frem for Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, der var på plads på tilskuerpladserne.

Han var skarp i sine dueller, og så viste han sig også lige som en sand redningsmand i anden halvleg, da OB slap igennem på en omstilling. Den 22-årige AGF-spiller gjorde meget rigtigt mandag aften.

Karakter: 8

Han prøvede, og han kæmpede, men det var bare ikke lige Bundus dag på Ceres Park. Det blev for uskarpt og endte for ofte i ingenting for den 23-årige offensivspiller.

Han skal genfinde sit topniveau, som der i hvert fald ikke blev vist mange glimt af mandag aften. Faktisk har han ikke været helt flyvende i flere kampe.

Karakter: 3

AGF 4-3-3

William Eskelinen 5
Alexander Muksgaard 8
Niklas Backman 6
Frederik Tingager 6
Casper Højer Nielsen 7
Mustafa Amini 7
Nicolai Poulsen 5
Bror Blume (ud 77.)  6
Mustapha Bundu (ud 70.) 3
Patrick Mortensen 5
Jon Thorsteinsson (ud 69.) 4
Snit: 5,6

---

Jakob Ankersen (ind 69.) 6
Gift Links (ind 70.) 5
Nicklas Helenius (ind 77.) 7

OB 4-4-2

Oliver Christensen 7
Oliver Lund (Ud 86.) 6
Marco Lund 7
Kasper Larsen 5
Jacob Barrett Laursen 6
Aron Elis Thrandarson (ud 86.) 6
Jens Jakob Thomasen 6
Troels Kløve 5
Mads Frøkjær-Jensen 7
Mart Lieder (ud 47.) 5
Sander Svendsen (ud 70.) 6
Snit: 6

---

Max Johannes Whitta Fenger (Ind 47.) 5
Moses Opondo (ind 70.) UB
Ryan Laursen (ind 86.) UB
Tarik Ibrahimagic (ind 86.) UB

Spøjs detalje i dåselyden

Ja, de gør, hvad de kan for at skabe en fodboldstemning, og det var da heller ikke nogen undtagelse inden kampen, hvor fansenes 'David Nielsen, David Nielsen'-råb kom – gennem optagelser – imens AGF-træneren troligt løb mod fantribunen med knyttede næver. Blikkene, der blev sendt nogle af journalisterne imellem, sagde det hele, selv om det også har været en realitet i de andre kampe. Det er simpelthen en syret oplevelse. Og blikkene flakkede også lidt, da der midt i et angreb kom et tilsyneladende underligt fløjt fra dommeren. Det viste sig ikke at være fra manden på banen, men fra lydsporet. Lidt absurd – spillerne hørte det dog tilsyneladende ikke.

Landstræner-duo til pinsekamp på Ceres Park

Der er ikke adgang for mange til Superligaen, men mandag aften sad landstræner Kasper Hjulmand og assistent Morten Wieghorst på tilskuerpladserne i Aarhus. De kunne se en rodet første halvleg, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Hjemmeholdet manglede i den grad skarphed på modstanderens halvdel, mens OB-forsvaret flere gange fik pakket 'De Hviiie' godt ind. Også mandskabet fra Odense manglede skarphed foran kassen, og i stedet var det AGF, der i anden halvleg slog til og sikrede alle tre point.

Hej Helenius!

Et enkelt minut på banen. Det var, hvad Nicklas Helenius skulle bruge på at sende målet i kassen. Der kan man i hvert fald tale om en drømmeindskiftning, og angriberen brølede da også sin jubel ud, mens han blev tiljublet af holdkammeraterne og de mange fans, der var med via Zoom. Et vigtigt mål og en vigtig sejr for AGF, der er sikret plads i top-6, men som også lige nu er kravlet op i den rigtig sjove ende af tabellen. Den, der giver metal, når sæsonen er slut.