OB og Viborg delte i topopgøret i nedrykningsspillet.

Viborg bragte sig foran ud af det blå, da Jan Zamburek snuppede bolden og sendte en helt fri Jay-Roy Grot afsted, som køligt kunne udplacere Hans Christian Bernat. Men Viborg-keeper Lucas Lund Pedersen nedlagde kort efter Jakob Breum i feltet, og Issam Jebali var stensikker på straffesparket til 1-1.

Med torsdagens uafgjorte resultat er Viborg fortsat et point foran OB inden de sidste to spillerunder.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

Hvor er han bare vigtig for det her OB-mandskab! Jebali viser sig gang på gang som en mand, medspillerne kan regne med. Det er tårnhøjt niveau i næsten hver eneste kamp fra tuneseren, der igen mod Viborg var med i det meste offensivt. Og så var han stensikker på straffesparket.

Det var bare dumt. Det var rigtig dumt at nedlægge OBs Jakob Breum i straffesparksfeltet. Lund kastede sig ned efter bolden, men han ramte i stedet den unge kantspiller på støvlen, og så fløjtede dommer Mikkel Redder. Straffespark til OB, og her var Lucas Lund Pedersen ikke i nærheden af at gøre skaden god igen. Jebali var træfsikker. Resten af kampen var okay, men han skal også takke OB-spillerne for at hæve pjækket fra skudtræningen i ugens løb.

OB (4-2-3-1)

Hans Christian Bernat 3
Nicholas Mickelson 4
Kasper Larsen 3
Jeppe Tverskov 3
Jørgen Skjelvik 4
Jens Jakob Thomasen 3
Ayo Simon Okosun 4
Emmanuel Sabbi 2
Mads Frøkjær-Jensen 4 (UD: 80)
Jakob Breum 4 (UD: 69)
Issam Jebali 5
---
Max Fenger 3 (IND: 69)
Troels Kløve UB (IND: 80)

Viborg (4-3-3)

Lucas Lund Pedersen 2
Daniel Anyembe 3
Lars Kramer 3
Nicolas Bürgy 3
Christian Sørensen 3
Jakob Bonde 3
Jeppe Grønning 3
Jan Zamburek 4 (UD: 69)
Justin Lonwijk 3 (UD: 69)
Jay-Roy Grot 3 (UD: 69)
Younes Bakiz 3 (UD: 90)
---
Clint Leemans 3 (IND: 69)
Anton Gaaei 3 (IND: 69)
Mads Søndergaard 3 (IND: 69)
Sofus Berger UB (IND: 90)

Hvis NASA på satellitterne observerer noget unaturligt over Fyn, er det bare madosen fra al den pølsemiks, der bikses sammen på øen. Grillrettens magi virker fortsat på det OB-mandskab, der har spillet som forvandlet, siden pølsemiksen kom på menuen efter 1. april. Der var næppe mange, der tidligere på sæsonen havde regnet med, at OB ville gå 10 kampe uden nederlag. Nu er det store spørgsmål: kan pølsemiksen bære OB hele vejen til Europa? Den er trods alt på menuen i pokalfinalen …

Slam! Issam Jebali hamrede næven i græsset i ren og skær frustration over situationen. Tuneseren havde netop vundet sin duel mod Jakob Bonde og var på vej til at starte en farlig omstilling, da Viborg-spilleren i sit fald holdt godt fast om Jebalis ben, så angriberen røg med i græsset, og omstillingsmuligheden forsvandt ud i sandet. Et frispark midt på banen var ikke trøst nok for Jebali, der først fik endelig forløsning for frustrationerne, da han hamrede straffesparket i nettet. Slam!

Mads Frøkjær var centimeter fra at kanonere en nominering til årets mål i krogen. Fra stående i feltet var han et mulehår fra at krølle den op i hjørnet forbi hele Viborg-defensiven.

Absolut alt handler om Europa i Odense i disse uger. Sjældent har muligheden for europæisk fodbold været så stor for OB, som den er i denne sæson. Først og fremmest er det pokalfinalen, der kan bringe fynboerne i det forjættede land for første gang i 11 år. Hvis det glipper mod FC Midtjylland, skal syvendepladsen og playoffkampen mod nummer fire eller fem i hus. Kampen om syvendepladsen er pivåben efter torsdagens resultat. Hvis det lykkes at komme i Europa, går Andreas Alm fra at være udskældt i efteråret og først på foråret til at være helt i Odense, så han aldrig igen skal betale for pølsemiks hos Banjos.