Det lignede en katastrofestart for FC København og en lige så flyvende omgang fra OB, men endte mere lige i de to holds Superliga-premiere.
Der var nemlig brunsviger-bold til den søde tand for hjemmebanefansene, da OB fuldstændig kørte henover FC København og allerede var foran 3-0 ved pausen. Men FCK-manager Ståle Solbakken reagerede med tre straf-udskiftninger, og det vendte kampen en anelse.
Kamil Wilczek sendte nemlig med to mål FC København mod comebacket efter Jens Jakob Thomasens ene mål og Issam Jebalis to i første halvleg. Men kampen endte altså med en fynsk sejr på 3-2.
Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste – samt »Tre ting, vi lærte«:
En ting var de to mål, men Issam Jebali viste meget mere end det. Han havde en elastik i bolden hele vejen igennem, og da OB blev presset godt i bund mod slutningen af kampen, var det Jebali, der kunne holde i den. Han svinger måske i niveau, men søndag aften swingede det bare! Karakter: 9
Der var mange FCK-spillere om buddet, og hos Jens Stage nærmer vi os et-tallet for en præstation, som var så rystende elendig, at han umuligt kan få lov at starte inde igen de kommende mange kampe. Boldtab, fejlafleveringer og en fuldstændig mangel på overblik var bare noget af menuen hos den centrale midtbanespiller, der blev flået ud i pausen. Karakter: 2
OB 4-3-3
Oliver Christensen 5
Oliver Lund 6
Jeppe Tverskov 5
Kasper Larsen 6
Jørgen Skjelvik 7
Troels Kløve 6
Jens Jakob Thomasen 8
Moses Opondo (ud: 59.) 7
Emmanuel Sabbi (ud: 64.) 8
Issam Jebali (ud: 90.) 9
Mads Frøkjær (ud: 90.) 8
Snit: 6,8
---
Aron Thrandarson (ind: 59.) 5
Marco Lund (ind: 64.) 6
Max Fenger (ind: 90.) UB
Mikkel Hyllegaard (ud: 90.) UB
FC København 4-4-2
Kalle Johnsson 4
Guillermo Varela (ud:46.) 2
Victor Nelsson 4
Andreas Bjelland (ud: 75.) 2
Pierre Bengtsson 4
Rasmus Falk (ud: 75.) 5
Carlos Zeca 7
Jens Stage (ud: 46.) 2
Mohamed Daramy (ud: 46.) 3
Jonas Wind 6
Kamil Wilczek 8
Snit: 4,3
---
Karlo Bartolec (ind: 46.) 6
Mikkel Kaufmann (ind: 46.) 6
Robert Mudrazija (ind: 46.) 3
Viktor Fischer (ind: 75.) UB
Marios Oikonomou (ind: 75.) UB
Det værste fra FCK meget længe
Vi har set en del lavpunkter fra FC København det seneste års tid, men den første halvleg er nu alligevel nok det værste, som københavnerne har præsteret. De blev fuldstændig skilt ad af et velspillende og veloplagt OB-hold, som kunne have været foran med mere end de tre mål.
Det var den værst tænkelige start på en sæson, som FC København er pisket til at vinde. Og der er nok en lille håndfuld spillere, der skal frygte for, om manager Ståle Solbakken overhovedet vil kigge deres vej det kommende stykke tid. Allerede i pausen brugte nordmanden sine første tre udskiftninger. Og det hjalp.
Superstjernen er ikke selvskrevet
FCK-manager Ståle Solbakken har tidligere joket med, at han ikke gad at starte med Viktor Fischer på bænken, så han skulle sidde og høre på ham. Men efter en skadesplaget sæson måtte FCK-stjernen altså sidde netop derude fra start.
Det er nye tider for Fischer, der stort set altid har været med fra start, når han har været klar. Og han var heller ikke engang blandt Solbakkens tre første udskiftninger, som alle skete i pausen.
Legende-søn overraskede inden kampstart
Sveinn Aron Gudjohnsson. Siger efternavnet dig noget? Og hvis jeg siger, at han har en fortid i Barcelonas ungdomsafdeling? Ja, det er nemlig den islandske legende Eidur Gudjohnssons søn, der blev præsenteret på en lejeaftale på stadion i Odense inden kampstart.
Den 22-årige angriber er lejet i et år i italienske Spezia, og han skal altså konkurrere med en del spillere i OB, der har en god håndfuld angribere med håb om spilletid i truppen.