Brøndby er tilbage i guldkampen med den første sejr ud af fire forsøg i mesterskabsslutspillet.

Det blev en kendsgerning, da det blågule tophold tog til Farum og slog FC Nordsjælland med 3-0.

Niels Frederiksens mandskab kom foran på et mål, der blev godkendt efter endnu en stor omgang palaver med VAR. Hele to sekvenser i opspillet til målet blev gennemgået af VAR-vognen, der hverken mente, at Anis Ben Slimane førte bolden ud over sidelinjen, eller at Simon Hedlund havde hånd på bolden, inden Mikael Uhre trillede bolden ind over stregen med en bagomstøttebenet-afslutning.

Især bolden ved sidelinjen gav store frustrationer hos hjemmeholdets fans, der for første gang i 2021 fik lov at komme på stadion. Selvsamme gruppe gav linjedommeren en overhaling, da han gik forbi dem i pausen.

Chancerne var ikke mange i første halvleg, men kort inde i de sidste 45 minutter var Mikael Uhre tæt på sit 16. sæsonmål, da Simon Hedlund satte speederen i bund og spillede sin angrebsmakker fri, men stolpen reddede hjemmeholdet, der selv lod sig notere for to rimeligt gode muligheder kampen igennem ved Magnus Kofod Andersen.

Ind ville bolden dog ikke for FC Nordsjælland, og fem minutter før tid blev kampen lukket, da Brøndby endelig udnyttede flere store muligheder ved først Andrija Pavlovic og siden Lasse Vigen, der skyldte et mål, da han lidt efter sin indskiftning i sin iver efter at komme på måltavlen glemte sine holdkammerater.


Kroaten er ved at udvikle sig til lidt af en chef på den midtbane. Han går forrest, er hele tiden spilbar og lykkes med alle sine aktioner med og uden bold. Præstationen var beundringsværdig.

Karakter: 5


I en ret lige kamp, som denne var indtil slutningen, går det simpelthen ikke, at han står og snorksover, når han er på arbejde. Ja, det kunne diskuteres, om Anis Ben Slimane førte bolden ud over sidelinjen, men det er ikke Daniel Svenssons opgave at vurdere den slags, og det mindste, man kan forlange af ham, er, at han giver sig fuldt ud. I stedet løb Slimane forbi, og 1-0. Desværre for Svensson forfulgte den episode ham indtil udskiftningen.

Karakter: 2

FC Nordsjælland: 3-4-3

Peter Vindahl-Jensen 3
Mads Døhr Thychosen 4
Ulrik Yttergård Jenssen 3
Ivan Mesik 3
Oliver Villadsen (ud: 71.) 2
Magnus Kofod Andersen (ud: 90.) 5
Jacob Steen Christensen 4
Daniel Svensson (ud: 71.) 2
Tochi Chukwani (ud: 81.) 3
Victor Jensen (ud: 71.) 3
Kamaldeen Sulemana 3

---

Indskiftere:

Andreas Schjelderup (ind: 71.) UB
Ibrahim Sadiq (ind: 71.) UB
Martin Frese (ind: 71.) UB
Simon Adingra (ind: 81.) UB
Oliver Antman (ind: 90.) UB

Brøndby: 3-5-2

Marvin Schwäbe 3
Hjörtur Hermannsson 4
Andreas Maxsø 4
Anthony Jung 4
Andreas Bruus 4
Morten Frendrup (ud: 90.) 4
Josip Radosevic 5
Anis Ben Slimane (ud: 68.) 5
Kevin Mensah (ud: 90.) 4
Mikael Uhre (ud: 68.) 4
Simon Hedlund (ud: 87.) 5

---

Indskiftere

Lasse Vigen (ind: 68.) 4
Andrija Pavlovic (ind: 68.) 5
Oskar Fallenius (ind: 87.) UB
Michael Lumb (ind: 90.) UB
Rezan Corlu (ind: 90.) UB

Mikael Uhre er måske ikke den teknisk mest begavede offensivspiller i Superligaen, men han er bestemt ikke helt ueffen heller. Målet, der fik ham alene på førstepladsen på topscorerlisten, kom efter en lækker, lækker detalje.

Lasse Vigen skylder en Faxe Kondi til holdkammeraterne for det ekstra arbejde, de måtte udføre, fordi han agerede selvisk med 13 minutter tilbage af kampen. I et angreb, hvor Brøndby var fire mod to forsvarsspillere, vælger han helt uforståeligt at skyde selv. Lige i benene på sin modstander. Der kunne han have lukket kampen. Han rådede bod på det senere.

Det var uhyre vigtigt for Brøndby at komme tilbage på vindersporet, for alt andet end en sejr ville have smidt en stor spand vand på det bål, der giver håb om guld. FC Nordsjælland er lidt sat i kampen om Europa og skal til at hive tre point igen snart, hvis der skal købes flybilletter til udlandet til efteråret.