Det blev ikke sejr nummer ti på stribe til Brøndby, da de spillede 1-1 mod AGF på Brøndby Stadion.

Brøndby kom ellers foran i første halvleg, da Marko Divkovic køligt udplacerede Jesper Hansen.

Efter en tam første halvleg fra AGF kom holdet ind til anden halvleg med en helt anden attitude, og det udmøntede sig til en udligning, da Albert Grønbæk opsnappede en bold i feltet og flot lagde den i kassen til 1-1.

AGF er dermed på ottendepladsen i ligaen og kan ikke nå top-6, mens Brøndby spiller sig op på andenpladsen inden opgøret mellem FC Midtjylland og FC København.

Herunder er B.T.s dom over Brøndby og AGF.

Brøndby (3-4-3)

Keeperen troede måske ikke, at han ville få verdens mest stressende søndag. I første halvleg må det have været hundekoldt at stå dernede, men efter pausen brugte han faktisk målmandshandskerne til andet end bare at varme fingrene.

En kamp, hvor han gjorde det, han skulle. Flere gode clearinger fa det norske tårn, der ikke var bange for at tage fra. Han og resten af forsvaret kunne dog ikke afværge AGF-scoringen, og derfor slutter Brøndbys sejrsstime i Superligaen på ni sejre i træk. Var tæt på at lave en fatal fejl til allersidst.

Var i særklasse, da det gjaldt om at serve lange bolden på tværs af banen. Brøndby-dørmanden gjorde sit for at holde buret rent og traf som altid mange rigtige beslutninger med sin ro og sit overblik.

En anelse mere anonym end forsvarskollegaen Henrik Heggheim. Slog en fuldstændig vanvittig tværaflevering lige i skøjten på Andreas Bruus i første halvleg. Ellers var det en o.k. indsats, der ikke var iøjnefaldende.

En stærk præstation af kantspilleren. Væsentlig færre tekniske fejl, end vi indimellem har været vant til. Leverede gode tilbageløb, men var især skarp frem i banen, hvor han flere gange var farlig. Lidt indlægstræning ville dog ikke skade.

Joe Bell. Et kort, gedigent navn uden dikkedarer. Ligesom midtbanemandens præstation. Brøndbys nummer 6 sørgede for at spille så simpelt som muligt i en sober, men solid arbejdsindsats. Retter uheldigt bolden af, så den lander for fødderne af Albert Grønbæk ved AGFs udligning.

Josip Radosevic er ikke typen, der er bange for at få jord på knæene. Det viste han igen søndag. Enorm løbevillighed og en evne til at stabilisere Brøndbys spil på midtbanen. Leverede et dødsensvigtigt tilbageløb, hvor han fik vippet bolden væk fra Mikael Anderson i første halvleg.

Efter Kevin Mensahs skrækskade i sidste uge, skulle erstatningen gribe chancen. Men det blev en lunken omgang fra Blas Riveros. Det ene øjeblik drev han gæk og kørte legestue med Anthony D’Alberto, og det næste glemte han fuldstændig Albert Grønbæk, da AGF scorede til 1-1. Viste igen, at hans forcer klart ligger i det offensive.

HOLD NU OP, for en præstation. Anis Ben Slimane kørte de arme AGFere rundt på Brøndby Stadion. Han var her, dér og alle vegne, og han er helt sikkert også en del af aarhusianernes mareridt i nat. Var totalt overlegen teknisk, og han vendte og drejede flere gange mellem modstanderne, så de lignede kegler på en træningsbane. Stærk som en okse, og så med en flot målgivende aflevering oveni som kronen på værket. På det niveau er han for god til Superligaen. Skiftet ud efter 90 minutter.

Han sled for det, Marko Divkovic. På sin eneste store chance var han vanvittig kynisk, da han lobbede bolden elegant ind bag Jesper Hansen i målet. Ellers løb han rigtig mange meter, men var for forudsigelig i sit spil. Forvalter en bold vanvittig dårligt efter 77 minutter, hvor Brøndby kunne have spillet sig til en scoring i en overtalssituation.

Anonym indsats af Mathias Greve, der fik lov at starte på banen for første gang i år. Det skal han nok ikke regne med at gøre igen foreløbig. En del boldtab og dårlige beslutninger, selvom han er involveret i Brøndbys mål. Hevet ud efter 63 minutter.

Indskiftere:

Erstattede Mathias Greve efter 63 minutter. Svenskeren nåede at tilrage sig et gult kort, lige så hurtigt som en kaffetørstig italiener kan drikke en espresso. Misbruger en stor chance efter en sukkerbold fra Anis Ben Slimane.

Erstatter Marko Divkovic efter 80 minutter. Uden for bedømmelse.

Kom ind i stedet for Anis Ben Slimane efter 90 minutter. Uden for bedømmelse.

Brøndby var totalt overlegne i første halvleg, og det skyldtes både Niels Frederiksens gameplan, men også et virkelig kønsløst AGF-hold. Gæsterne udlignede på en personlig fejl, man ikke kan bebrejde Niels Frederiksen. Gjorde det, han kunne, med de midler, han havde. Men det var ikke nok, og 1-1 mod AGF er et skuffende resultat for BIF.

AGF (4-3-3)

En udmærket præstation af AGF-keeperen. Kunne ikke gøre noget ved målet til 1-0, hvor han bliver solgt af sit forsvar, men han havde en fin redning på et skud fra Andreas Bruus og en god redning på et forsøg fra Anis Slimane.

Han havde det ualmindelig svært defensivt over for Blas Riveros, der tørrede røv i ham så mange gange, at paraguayaneren må have haft lidt ondt bagi efter kampen. Offensivt var der heller ikke meget at komme efter fra D'Alberto, men spillet med fødderne var godkendt.

Var den eneste, der var konsekvent i det, han foretog sig defensivt på AGF-holdet. Tyskeren var faktisk den eneste i forsvarskæden, der for alvor kan være sin præstation bekendt søndag eftermiddag.

Sebastian Hausner er elsket af Brøndby-fansene, efter han sendte Brøndby på førstepladsen i sidste sæson med en kæmpe fejl, og han er ikke blevet mindre populær efter dagens opgør. Han havde fødderne skruet helt forkert på, og han fik ikke afvist Slimanes stikning til Divkovic ved 1-0. Derudover var han ved at koste en kæmpe chance til, men han fik klaret den i sidste øjeblik. Luftduellerne havde han o.k. styr på, men arbejdet med fødderne var decideret ringe.

Den unge Kahl spillede sig gevaldigt op, og han var defensivt noget mere stabil i dagens opgør, end tilfældet var i sidste runde. Men efter en stærk start i den hvide trøje er han faldet lidt af på den. Han skal til at finde tilbage til sit niveau.

Tydeligvis en upopulær mand blandt BIF-fansene, for der var ekstra tryk på buh-råbene, da hans navn blev råbt op af stadionspeakeren. Han blev ikke mindre upopulær søndag eftermiddag, for han spillede en rigtig fin kamp. Han er så stabil, og ligesom de fleste andre på AGF-holdet spillede han sig gevaldigt op efter pausen, og han kom i vejen for så meget!

»Suuuper Wilshere« råber AGF-fansene fra tribunen. Super var han ikke i sin første start for AGF, men han kan faktisk godt være sin indsats bekendt. Traf ofte den rigtige beslutning, men uden at gøre et stort væsen ud af sig. Hvis han kan holde sig fri for skader, så kan han ende med at sætte et godt aftryk i klubben. Han viste i hvert fald fine takter søndag eftermiddag.

Islændingen gjorde en fin figur på AGF-midtbanen. Han tog noget initiativ, og han forsøgte at skabe noget med bolden. Hans spil med fødderne var fint, og arbejdsindsatsen kan man ikke sætte en finger på, men han blev heller aldrig rigtig farlig.

Kom til en helt fri chance mod mål, men i stedet for at afslutte forsøgte han et indlæg til Grønbæk, der skulle passere tre BIF'ere. Mangler han selvtillid? Jeg er i hvert fald overbevist om, at den gamle Bundu havde sparket på kassen. Han spillede en anonym første halvleg, men var meget mere livlig i anden halvleg.

Det var anden kamp i streg, at unge Grønbæk fik sendt bolden i netmaskerne. Startede på kanten og gjorde det egentlig udmærket i anden halvleg, efter han også var noget anonym i første halvleg. Var foretrukket på kanten frem for Thorsteinsson, og det bliver spændende at se, om det igen forholder sig sådan i næste opgør mod Viborg FF.

Var til manges overraskelse foretrukket frem for Patrick Mortensen på toppen. Men det er han næppe i næste kamp mod Viborg FF. Han rørte måske bolden fem gange i de 65 minutter, han var på banen. Han var fuldstændig usynlig.

Indskiftere:

Erstattede Kuminowski og fik en halv time, men uden at gøre noget stort væsen af sig.

UB

UB

UB

Drømmen om top-6 er definitivt væk, og nu skal han have holdet til at kunne sætte sig op til at spille nedrykningsspil. I dag så det ud til, at han havde fået sat spillerne godt op mentalt. Han havde derudover rystet posen, og flere prominente navne var sat på bænken efter de to nederlag til Vejle og FC Nordsjælland. Det bliver spændende at følge, om de samme navne starter mod Viborg om en uge. Det var dog befriende at se, at cheftræneren endelig havde foretaget ændringer i startopstillingen.