Tre straffespark i én og samme kamp. Det er nok det, som opgøret mellem FC København og Sønderjyske vil huskes for.

FC København holdt med en 3-2-sejr over Sønderjyske derudover også fast i topholdene Brøndby og FC Midtjylland, selvom det endte med at blive nervøse sidste minutter for københavnerne.

Men Jess Thorups mandskab hev sejren i land mod Sønderjyskes ti mand, da Viktor Fischer scorede igen, Jonas Wind nettede på to straffespark, og Sønderjyskes kasser blev sat ind med et drøn af Mads Albæk og på et straffespark af Marc Dal Hende.

Her er B.T.s dom og karakterer:

Det kan godt være, at landstræner Kasper Hjulmand skal kigge ekstra godt efter ude i Europa for at finde sine farlige danske angribere, men han behøver heller ikke kigge så langt. For Jonas Wind var Hjulmands angriber i de seneste landskampe og er helt hot, for selvom målene blev sat ind på to straffespark, er det spillet uden for feltet, hvor Wind er sublim. Sikke en teknik og fysik han har. I sin nye rolle minder han om Dimitar Berbatov i sin storhedstid. Ekstremt seværdig spiller!

Karakter: 5

Det var en grufuld aften for den centrale midtbanespiller. Ingenting sad, som det skulle. Han skulle muligvis allerede have haft sit røde kort, da han kom lidt for sent og lidt for hårdt ind i en tackling på Carlos Zeca. Men han ventede til anden halvleg, hvor hans andet gule kort også medførte et straffespark til FC København. Så var det slut.

Karakter: 1

FC København 4-3-3
Kalle Johnsson 3
Karlo Bartolec 4
Victor Nelsson 3
Mathias 'Zanka' Jørgensen 3
Nicolai Boilesen 4
Carlos Zeca 5
Jens Stage (ud: 87.) 3
Rasmus Falk (ud: 29.) 3
Mustapha Bundu 2
Jonas Wind 5
Viktor Fischer (ud: 69.) 4
---
Pep Biel (ind: 29.) 3
Lukas Lerager (ind: 69.) 3
Kamil Wilczek (ind: 87.) UB

Sønderjyske 3-4-3
Lawrence Thomas 2
Pierre Kanstrup (ud: 76.) 3
Stefan Gartenmann 4
Patrick Banggaard 2
Rasmus Vinderslev 3
Victor Mpindi Ekani (udvist: 47.) 1
Mads Albæk (ud: 76.) 3
Marc Dal Hende 3
Jeppe Simonsen (ud: 76.) 3
Anders K. Jacobsen (ud: 76.) 4
Haji Wright (ud: 76.) 2
---
Bård Finne (ind: 76.) UB
Peter Buch Christiansen (ind: 76.) UB
Emil Frederiksen (ind: 76.) UB
Julius Eskesen (ind: 76.) UB
Rilwan Hassan (ind: 76.) UB

Et. To. Nej, hele tre straffespark fandt dommer Sandi Putros i kampen mellem FC København og Sønderjyske. Det er ikke mange kampe, jeg kan huske at have set det i. Men med ekstra dommerøjne på tv-skærmene må de jo alle have været korrekte, og det serverede da en skæv detalje til en intens fodboldkamp. Og så blev der tilmed scoret på alle tre.

Lawrence Thomas' fødder. De var helt skæve. Den australske Sønderjyske-keeper havde taget et kænguru-sæt med fra Down Under, så det ud til. Udsparkene sprang rundt og sjældent ud til gavn for en medspiller. Der skal høvles noget hård hud af de målmandsfødder, når pedicure-salonerne genåbner i Haderslev og omegn.

Syv ubesejrede kampe i streg – heriblandt seks sejre – i Superligaen. Farlige dødbolde. Et langt mere selvtillidsfuldt og dominerende udtryk end første halvdel af 2020. Og masser af kampe – også interne topkampe – tilbage endnu. FC København har meldt sig ind i guldjagten, selvom de stadig har to gode hold at hente, som også vinder deres kampe. Vi kan godt understrege nu, at Jess Thorup har skabt den forvandling i FCK, som de havde håbet på. Også selvom det blev nervøst til sidst.