Det er Danmarks største opgør – og i dag leverede det københavnske derby på ALLE parametre.
Der var dramatik, hadefulde sammenstød, masser af mål og blændende detaljer, da FC København tog en vanvittigt vigtig sejr på 3-1 over et skuffende Brøndby-hold, der spillede i overtal fra det 43. minut.
Herunder får du B.T.s dom over det hæsblæsende derby.
Knap er FCK-elsklingen Vavro ude af døren, tårevædet til sin afsked med fansene denne søndag, før FCK-fansene har indledt en hed affære med en ny forsvarsstyrmand.
Og det en rigtig eksotisk en af slagsen.
Wow, en kamp som samba-brasseren Gabriel leverede. Først målscorer til 1-0 på et labert hovedstød, siden ro og stort overskud på bolden og så flere afgørende defensive indgreb. Han ligner sommerens bedste køb i FCK – selvom han godt kunne have set bedre ud i situationen, hvor Lopez fik rødt kort.
Han kan blive sin egen vægt værd i guld i de store kampe og en mand, der kan få det til at tippe FCKs vej, når der er allermest på spil.
Jacob Rasmussen var på ingen måde den eneste skuffelse i de blå-gule rækker, men den ellers så vanligt sikre forsvarskrumtap var virkelig dyr for sit hold i dag.
Først begik han et klodset frispark, der førte til FCKs 1-0 scoring, men kort efter var han forsinket som et DSB-tog, da han tromlede Gocholeishvili ned i Brøndby-feltet og forærede et straffespark til de værste rivaler.
Det omsatte Kevin Diks stensikkert. I anden halvleg så det noget bedre ud for Jacob Rasmussen, da han var mere på bolden og egentlig løste sine opgaver fint.
Men han stod også helt upresset over for et absurd lavtstående FCK-hold, der gav ham oceaner af tid med kuglen.

FC KØBENHAVN 4-3-3
Nathan Trott 5
Giorgi Gocholeishvili 3 (ud. 90.)
Kevin Diks 4
Gabriel Pereira 5
Marcos Lopez 2
Victor Froholdt 4
Lukas Lerager 4
Magnus Mattsson 4 (ud. 44.)
Mohamed Elyounoussi 5
Viktor Claesson 4
Elias Achouri 4 (ud. 64.)
---
Munashe Garananga 3 (ind. 44.)
Thomas Delaney 3 (ind. 64.)
Amin Chiakha UB (ind. 90.)
BRØNDBY IF 3-5-2
Patrick Pentz 3
Sean Klaiber 2
Frederik Alves 3
Jacob Rasmussen 1
Sebastian Sebulonsen 3 (ud. 71.)
Noah Nartey 2 (ud. 82.)
Josip Radosevic 2 (ud. 45.)
Daniel Wass 3
Clement Bischoff 4
Yuito Suzuki 2 (ud. 82)
Mathias Kvistgaarden 4
---
Nicolai Vallys 2 (ind. 45. – og ud. 90.)
Marko Divkovic UB (ind. 71.)
Emmanuel Yeboah UB (ind. 82.)
Filip Bundgaard UB (ind. 82.)
Stijn Spierings UB (ind. 90.)

De hvidklædte startede som lyn og torden, da de lynhurtigt kom foran med to mål mod et kønsløst og apatisk Brøndby-mandskab, der havde et lavere spændingsniveau end pensionistforeningen til den årlige krolf-turnering.
Men lettelsen efter en række bekymrende resultater blev hurtigt erstattet af bange anelser, da de slatne Brøndby-spillere i den grad fandt tandsættet frem igen og bed fra sig. Kulminationen kom lige inden pausen, hvor FCKs Marcos Lopez blev vist ud.
Derfra kunne Parken nærmest ikke rumme den hidsige stemning og galskab, der fyldte nationalarenaen – og det stak endda af ved pausen, da der opstod voldsom tumult mellem spillere og stab på de to hold.
I anden halvleg gik pusten en smule af ballonen, men nerverne og hadet mellem holdene drev ned ad væggene i Parken, da Brøndby reducerede til 2-1. Dramaet var vanvittigt og lettelsen endnu større for FCK, da Mohamed Elyounoussi punkterede Brøndby-håbet med en fremragende teknisk kasse – og det fik hjemmeholdet til at bryde ud i en sjælden vild ekstase.
Wow – alle ingredienserne til en voldsom gryderet var til stede ved sæsonens første derby.

Det fungerede nærmest som en profeti, da de to fangrupperinger hev det ene banner frem efter det andet i kampens optakt.
Gæsterne fik en varm velkomst med et 'Velkommen til Parken, røvslikkere,' fra FCK-fansene, mens der blev sendt stikpiller frem og tilbage.
Mest voldsomt var dog det medbragte megabanner fra Brøndby-supporterne med teksten: 'Spark og slå på FCK.'
Den bogstaveligt talt voldsomme og brutale besked – der også prydede en del af fansenes trøjer – blev stående fremme indtil kort før kampstart, før banneret blev fjernet. Derfra var vi bare vidner til et opgør med enorm intensitet og spænding.

FCK havde klart mest på spil op til søndagens derby, og må der også sidde en enorm lettelse i de hvidklædtes kroppe lige nu.
Sejren kommer utvivlsomt som en kæmpe gave for københavnerne. De kørte deres modstander over i de første 30 minutter af kampen, hvor de spillede Brøndby helt ud af brættet og fik fjernet noget af presset på Jacob Neestrups skuldre.
Med sejren er Brøndby nu tre point efter evighedsrivalerne, og selvom de fik arbejdet sig ind i opgøret var de ALT for uskarpe på den sidste tredjedel af banen mod et FCK-mandskab, hvor de spillede i overtal i mere end en halvleg – og alligevel endte med at tabe kampen.
Nu står den så på landsholdspause, hvor begge hold får tid til at fokusere på hvile og se fremad mod resten af sæsonen.
