OB og Sønderjyske delte i en jævnt kedelig affære, hvor tilskuerne i det mindste kunne nyde den lune forårssol.

Hans Christian Bernat forærede Sønderjyskes Emil Frederiksen en fri chance med et dårligt udspark allerede efter tre minutter, og den udnyttede Frederiksen køligt.

Issam Jebali brændte et sløset straffespark begået mod Emmanuel Sabbi i første halvleg, så da VAR gav OB et nyt i anden halvleg, steppede Sabbi selv frem til pletten og sparkede bolden sikkert i kassen til 1-1.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

Den bundsolide klippe i den sønderjyske defensiv stod helt rigtigt, da han reddede en kæmpe OB-mulighed på stregen i første halvleg, og det var slet ikke den eneste gang, at Gartenmann havde styr på hjemmeholdets angribere, der havde det svært. Nu er spørgsmålet, om det rutinerede klubikon skal med en tur i 1. division og forsøge at spille klubben tilbage i det sjove selskab, eller om han finder en anden Superligaklub, der kan betale månedslønnen.

Det der kan du gøre bedre! Det var håbløst sløset, da Issam Jebali sendte kuglen afsted fra 11-meterpletten, så Nicolai Flø i målet uden besvær kunne gribe og holde bolden. Det kan vende hurtigt i fodboldverdenen. OBs tunesiske offensivprofil har spillet glimrende de seneste måneder, men mod Sønderjyske haltede det med både spil og afslutninger for Jebali, der dog kæmpede bravt. Mon ikke det var en dårlig dag på kontoret, og at han er tilbage i topform, når OB spiller pokalfinale om små to uger? Jebali plejer at elske de store kampe!

OB (4-2-3-1)

Hans Christian Bernat 2
Nicholas Mickelson 3
Mihajlo Ivancevic 3
Jørgen Skjelvik 4
Joel King 2
Jeppe Tverskov 3 (UD: 90)
Troels Kløve 2 (UD: 70)
Emmanuel Sabbi 3 (UD: 87)
Mads Frøkjær-Jensen 2 (UD: 87)
Issam Jebali 2
Max Fenger 3 (UD: 87)
---
Sander Svendsen 3 (IND: 70)
Jakob Breum UB​ (IND: 87)
Ayo Simon Okosun UB​ (IND: 87)
Bashkim Kadrii UB​ (IND: 87)
Jens Jakob Thomsen UB​ (IND: 90)

Sønderjyske (3-4-3)

Nicolai Flø 4
Maxime Soulas 2
Stefan Gartenmann 4
Bubacarr Sanneh 3
Rasmus Vinderslev 3
José Gallegos 3 (UD: 69)
Mads Albæk 3 (UD: 84)
Marc Dal Hende 3
Emil Frederiksen 4 (UD: 63)
Emil Kornvig 3 (UD: 69)
Peter Christiansen 3 (UD: 84)
---
Isak Jensen 3 (IND: 63)
Rilwan Hassan 3​ (IND: 69)
​Nicolaj Thomsen 3 (IND: 69)
​Abdulrahman Taiwo UB (IND: 84)
Robin Schouten UB​ (IND: 84)

Er der sommerferie nu? Den første time var en langgaber, så det virkede som en ligegyldig kamp mellem to hold uden noget at spille for. Mens Sønderjyske er rykket ned og derfor kun har humøret og æren at spille for, har OB en vigtig kamp for at sikre den eftertragtede syvendeplads, der giver en playoffkamp om Europa. VAR-dommen, der gav straffespark til OB, satte ild til de fynske tilskuere og spillere, der kortvarigt livede gevaldigt op. Men ilden brændte hurtigt ud igen, og så fortsatte den søvndyssende affære.

»Tak for alt,« lød det fra Odense til fire stribede spillere, der søndag spillede deres sidste hjemmekamp for OB. Eller … kun Jens Jakob Thomasen fik de sidste få minutter. Anføreren smutter efter næsten 200 kampe og syv års førsteholdsfodbold fra OB til sommer, hvor karrieren byder på nye eventyr. Også Ryan Johnson Laursen, Mikkel Hyllegaard og Tarik Ibrahimagic sagde farvel til det fynske fodboldpublikum. Alle tre har været plaget af skader den seneste lange periode. Mens førstnævnte tidligere har været sat i forbindelse med et udlandseventyr, skal de to sidstnævnte måske et skridt ned herhjemme for at genfinde formen.

OB-cheftræner Andreas Alm havde blandet kortene i søndagens kamp. Formentlig i et forsøg på at spille folk klar til den vigtigste OB-kamp i mere end ti år, når der Kristi himmelfartsdag er pokalfinale mod FC Midtjylland på Brøndby Stadion. Her skal alle mand være klar. Der skal være mere gang i OBerne den aften, hvis ikke ulvene fra heden skal æde dem råt.