Brøndby fortsætter sin gode form i Superligaen med den fjerde sejr i træk – denne gang med 2-1 hjemme mod OB.

Gæsterne kom foran i kampens første minutter på en kontra, som Jeppe Tverskov var mand for at skaffe, og selvsamme forsvarsspiller tog turen op og blev assistmager på Mads Frøkjær-Jensens mål.

20 minutter inde i opgøret kom udligningen ved Mikael Uhre, der viste en imponerende springstyrke og headede sit hold tilbage i kampen.

I kampens overtid lykkedes det som tidligere i sæsonen igen for Brøndby at score efter et langt pres, da Morten Frendrup bankede kuglen ind.

Herunder kan du læse B.T.s vurdering af Brøndby- og OB-spillerne:

Brøndby (3-5-2)

Han tog de bolde, som han skulle. Især redningen på Aron Elis Thrandarsons hårde skud gik i notesbogen. Han vokser hele tiden med opgaven. Det kan i hvert fald ikke ses, at det her er hans første sæson som fast keeper på et Superliga-hold.

Sikke en redning på målstregen! Han har alle ingredienser til at blive en publikumsfavorit foran de mange fans – forcerne i det opbyggende spil har vi allerede set i det her efterår, og mod OB tog han også sit hovedspil og ikke mindst glidende tacklinger i brug. Han sluttede altså teenageårene i april.

Anføreren gik igen forrest og skabte den ro, der gjorde, at Brøndby sad på spillet. Hele tiden tog han de sikre og rigtige beslutninger, og når han så chancen til at slå en lang bold, landede den selvfølgelig også i fødderne på en holdkammerat.

Han er så klodset og febrilsk i sine handlinger, at det lige pludselig står lysende klart, hvorfor han har mistet sin plads til Sigurd Rosted. Sommer-indkøbet giver al den panik i forsvaret, som Heggheim og Maxsø var garant for at sikre med sine pludselige afleveringer i ingenmandsland og umotiverede tacklinger på især Sabbi.

Det er ikke altid lige kønt eller vellykket, men han er der hele tiden og er involveret i virkelig mange aktioner for sit hold. I dag skulle han heller ikke bekymre sig om det svagere venstre ben, da han var placeret i den mere naturlige højre side, og det var en fordel for alle. Men han skulle have ramt Anis Ben Slimane på det indlæg på ti meters penge.

I første halvleg lå han mere som otter og kom ikke til sin ret i erobringsfasen, hvor de klare kompetencer sidder hos Frendrup. Da Radosevic blev skiftet ud, så man, hvordan han tager ansvaret på sine unge skuldre og dirigerer med sine kammerater på holdet. Nu er han oppe på to sæsonscoringer, efter han ikke scorede i de første mange sæsoner. Hvad kan det ikke blive til?

Emmanuel Sabbi havde det ret let over for den ellers så driftsikre kroat, der ellers har været helt forrygende for sit hold i de seneste uger, der har kastet mange point af sig. I dag så vi, at trætheden måske har meldt sig efter mange kampe. Det var ikke dårligt, men det var heller ikke rigtig godt.

Han ser altså bare rigtig mange åbninger, før forsvarsspillerne opfatter dem, men når det er sagt, er der også bundniveauet, der skal højnes, hvis han skal få den karriere, han egentlig har talentet til. I dag var det med pil nedad.

Præcis et år efter skrækskaden mod samme modstander og på samme bane stod han der igen. Og så i sin første startplads på hjemmebane i Superligaen. Det blev ikke lige så begivenhedsrigt eller dramatisk, og Blas Riveros stak heller ikke væsentligt ud i den time, det blev til. Men han havde sin andel i målet. Om ikke andet var der god heling i oplevelsen.

Som en tank tog han al sin power i brug og bragede igennem Alexander Juel Andersen, der lignede en dåse med tomatsovs, som bare ventede på at blive spredt ud over hele feltet. Mikael Uhres kraftfulde hovedstødsmål bringer ham inden FC Københavns kamp i Silkeborg alene på førstepladsen som topscorer med otte mål i Superligaen.

Kæmpe chance i begyndelsen af anden halvleg, som han selv var med til at skabe, og det er egentlig historien om Simon Hedlunds efterår. At han er vigtig og god til at skabe tingene, men er helt forfærdelig foran mål i denne sæson. Et mål i 14 Superliga-kampe er selvfølgelig ikke godt nok for en angriber på forsvarende mesterhold.

Igen kom Brøndby bagud, og igen skulle holdet bruge en masse kræfter på at komme tilbage. Det irriterer ham gevaldigt, og det har han tidligere udtrykt, men når det ender med sejr, kan alle i klubben jo leve med det.

---
Indskiftere:

Skiftet ind efter 58 minutter i stedet for Simon Hedlund. Rigtig fin indlægsfod fra hans side i dag. De sidder hårdt og præcist. Hele tiden var han farlig med hurtighed og en masse initiativ.

Skiftet ind efter 58 minutter i stedet for Anis Ben Slimane. Det er lidt leverpostej fra Mathias Greve. Han kommer ind og gør det okay, men så heller ikke mere.

Skiftet ind efter 58 minutter i stedet for Blas Riveros. Engang var han altså angriber, men det ser for længst glemt ud, når han står foran målet i dag. Det ser mere og mere ud, som om hans plads på det her hold er som marginalspiller.

Skiftet ind efter 77 minutter i stedet for Mikael Uhre. UB

Skiftet ind efter 77 minutter i stedet for Josip Radosevic. UB

OB (4-2-3-1)

Med Sydsiden i ryggen i første halvleg var det vel nok den hidtil sværeste kulisse at spille i i 'HC's endnu spæde Superliga-karriere. Det var dog ikke til at se, hvis Brøndby-tilhængerne bag ham gjorde ham nervøs, for Bernat kom godt ud til indlæg og lange bolde og var mere eller mindre chanceløs ved Mikael Uhres scoring.

Den vævre nordmand stod op mod Hedlund og Riveros, der ikke så let slap forbi OBs nye back, som også fint spillede sig ud af de blågules pres flere gange. Igen viste han rappe fødder i offensiven.

Det var fabelagtig kontrafodbold, da Tverskov selv brød Brøndbys opspil, hurtigt afleverede bolden til Sabbi og så ellers satte i sprint efter amerikaneren. Tverskov valgte helt rigtigt med sit løb til højre i feltet, hvor han fik bolden igen og med det samme sendte den ind til en fri Mads Frøkjær i feltet. Generalen viste igen sit solide bundniveau med god placeringsevne og gode clearinger på hjemmeholdets indlæg, som da han efter en time kastede sig ned for næsen af Uhre.

'Hvor er den? Hvor er den? Ahh, i nettet.' Ved første øjekast havde Juel Andersen styr på duellen mod Simon Hedlund, men så mistede midterforsvareren orienteringen, og det udnyttede en flyvende Mikael Uhre, da bolden kom dumpende ned fra himlen. Dén clearing tre minutter før tid kræver dog ros.

Nordmanden havde fint styr på Kevin Mensah i starten, men overtaget vendte, og så havde Skjelvik det svært, selvom Brøndby-backen ikke er fodboldspillets største tryllekunstner. Offensivt kom han heller ikke til meget, fordi OB satsede mere på et gennembrud i modsatte side.

OBs bedste spiller i oktober ifølge fansene og belønnet med en plads på det islandske landshold i den kommende samling. Igen viste han sit fighterhjerte og evne til at holde på bolden med en mand på ryggen. Skal der ryddes op, ringer man bare til Thrandarson.

Anføreren viste sin snuhed med flere vigtige bolderobringer og solidt defensivt arbejde, mens han også holdt hovedet koldt under pres i flere situationer. Frisparket midt i første halvleg skal der komme mere ud af end et spark i murens hoftehøjde. Anden halvleg bød på flere boldtab.

Dribleren satte Radosevic af og havde tredjesidste fod på bolden i forbindelse med Frøkjærs mål, men ellers manglede det sidste endnu en gang trods fine udfordringer, som vi kender det. OB-fansene vil fortsat drømme om en Sabbi med et bedre slutprodukt. Brøndby-spillerne gik til ham, og det resulterede i flere frispark til amerikaneren.

Den offensive kreatør stod det helt rette sted, da Tverskov sendte en bold skråt tilbage ind i feltet, som Frøkjær uden de store problemer sparkede i netmaskerne. Han udfordrede og forsøgte de (ofte upræcise) kreative afleveringer, men lod også frustrationerne stige ham en anelse til hovedet. Som da han holdt godt i bolden og kastede den væk, da han følte sig bortdømt ved et indkast.

Det blev til en time på banen denne gang for Opondo, der på forbilledlig vis knoklede og arbejdede en vis del ud af bukserne med flotte erobringer og højt pres. En godkendt præstation uden de store wauw-oplevelser – som det heller ikke er hans opgave at skabe.

For tredje kamp i træk fik Roskilde-drengen lov at starte på toppen i måltørkeramte Bashkim Kadriis sted. Det var pauvert med chancer for angriberen, som ellers har sparket en del ind på det seneste. I stedet viste han sine evner i presspillet, og defensivt bakkede han flot holdkammeraterne op – særligt da han nedkæmpede Riveros, mens Sabbi listede hjemad. Det defensive arbejde fik en lille blamage, da han ramte det indlæg, der ved 1-1 var så svært for Juel Andersen at håndtere.

Fuldstændig forstenet stod han og så Brøndby-spillerne juble over sejrsmålet kort før tid. Der var genvalg til hele banden, der spillede 0-0 mod AGF for en uge siden, og for tredje kamp i træk havde svenskeren valgt at bænke Kadrii. Som tidligere i sæsonen ventede Alm længe med for alvor at trække indskifter-kortene. Det plejer at være udtryk for, at han er tilfreds med kampens forløb, og OB var da også godt med mod et formstærkt Brøndby-mandskab, der dog havde initiativet i meget af kampen og til sidst fik gang i festen.

---
Indskiftere:

Skiftet ind efter 62 minutter i stedet for Moses Opondo. Tuneseren er så småt ved at komme tilbage fra den skade, der holdt ham ude i nogle måneder. Mod AGF så han en smule rusten ud, men der skal minutter til, før han er tilbage på sit bedste. Tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet, og få minutter senere var han godt fri i det lille felt, men Brøndbys fem mand på stregen klarede sagerne.

Skiftet ind i stedet for Max Fenger efter 77 minutter. UB.

Skiftet ind i stedet for Mads Frøkjær efter 83 minutter. UB.