Kæmpe nedtur for AaB, der misser top-seks.

De rød-hvide aalborgensere var aldrig farlige mod et fuldstændig forvandlet OB-hold, der får en stensikker 2-0 sejr med hjem til Fyn i den første kamp efter fyringen af Jakob Michelsen.

AaBerne prøvede og prøvede at lirke den fynske defensiv op, men på trods af meget boldbesiddelse i anden halvleg kom de aldrig tæt på.

Til gengæld kan OB glæde sig over en kanonpræstation, et bundsolidt defensivt fundament og brandvarme Issam Jebali.

Et kongemål og en kongeassist. Så nemt kan det siges om Issam Jebalis kamp mod AaB. Forrige søndag blev han pillet ud i pausen, men i denne kamp var han kongen. Pivhamrende farlig og havde flere voldsomme afslutninger på mål. En konstant trussel mod AaBs tamme forsvar.

Karakter: 6

Det sagde klask, da Tom van Weert i raseri lossede til sin stol ved sin udskiftning. Den famøse stol, der i øvrigt kostede ham et gult kort, var det eneste, som hollænderen ramte søndag. Misbrugte et par enorme chancer fra tæt hold og blev flået ud.

Karakter: 1

AaB 4-3-3

Jacob Rinne 3
Kristoffer Pallesen 3
Mathias Ross (ud. 59.) 2
Rasmus Thelander 2
Jakob Ahlmann 3
Malthe Højholt (ud. 59.) 3
Iver Fossum 3
Pedro Ferreira 2
Kasper Kusk 3
Tom van Weert (ud. 59) 1
Martin Samuelsen 2
Snit: 2,5

---

Tim Prica (ind. 59.) 3
Oscar Hiljemark (ind. 59.) 4
Frederik Børsting (ind. 59) 3
Magnus Christensen (ind. 75) UB

OB 4-5-1

Oliver Christensen 3
Ryan Johnson Laursen 5
Kasper Larsen 4
Jeppe Tverskov 5
Jørgen Skjelvik  4
Mads Frøkjær (ud. 79.) 4
Aron Elis Thrándarson 5
Troels Kløve (ud. 89.) 3
Jens Jakob Thomasen 4
Emmanuel Sabbi (ud. 63.) 3
Issam Jebali (ud. 89) 6
Snit: 4,2

---

Ayo Simon Okosun (ind. 63.) 4
Moses Opondo (ind. 79.) UB
Sveinn Aron Gudjohnsen (ind. 89.) UB
Alexander Juel Andersen (ind. 89) UB

Næste år kommer AaB med i top-seks. I hørte det her først. For siden 15/16-sæsonen har aalborgenserne svunget mellem at være en del af Danmarks bedste seks hold og ikke at være det. 15/16-sæsonen: femteplads. 16/17-sæsonen: ottendeplads. 17/18-sæsonen: femteplads. 18/19-sæsonen: syvendeplads. 19/20-sæsonen: femteplads. AaB-fans: Glæd jer til næste år!

OB har haft svært ved at ramme niveauet i denne sæson. Søndag gik det meget godt, men der havde Mads Frøkjær til gengæld endnu sværere ved at få styr på sine... strømper. Kort efter kampens start blev den 21-årige spiller sendt ud på sidelinjen, fordi hans sokker havde et andet udtryk end resten af OB mandskabets. Han havde åbenbart et par anderledes på indenunder, der skulle dækkes til. Heldigvis kan den slags klares med en god omgang tape. Men i anden halvleg var den gal igen. Ud på sidelinjen med Frøkjær, der modtog et torskedumt gult kort.

AaB har næppe ærgret sig mere end i dag på noget tidspunkt i sæsonen. For bolsjedrengene fra det nordjyske havde ikke skæbnen i egen hånd for at spille sig i top-seks. Udover en påkrævet sejr over OB krævede det, at Sønderjyske og Randers ikke måtte vinde begge deres kampe. Og hvad så, tænker du? Alt flaskede sig for AaB. Bortset fra deres egen kamp. Og derfor kan Marti Cifuentes vinke og sige adios til top-seks, der er svævet hen i den nordjyske himmel.