Fynboerne blev knockoutet på det, der endte med at blive en pløjemark i Odense. Koldblodige Brøndby udnyttede et par graverende fejl af OB-defensiven og sejrede fortjent med 3-0 i en ydmygelse af odenseanerne.

Krisen i Odense fortsætter, mens Brøndby fortsat er Superligaens duks med den overbevisende sejr. Herunder får du B.T.s dom over kampen.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Nicolai Vallys efterhånden er for god til Superligaen.

Især i kampens indledning var han vidunderligt elegant i en mere tilbagetrukken rolle som oplægger.

Det klædte ham voldsomt godt, og de to oplæg fra Vallys' fod blev sendt så delikat og præcist afsted, at det næsten tenderede til det perfekte. 

Han manglede lige det sidste held og lidt skarphed før, at han selv kunne krone en vild præstation med en scoring. 

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der er ikke noget at sige til, at det svenske landshold er i en dyb krise, hvis OB-anfører Filip Helander kan få 90 minutter på grønsværen for vores naboers nationalmandskab.

Især i kampens indledning var horrible Helander direkte skyld i Brøndbys 2-0-scoring med en elendig opspilsfejl, som Nicolai Vallys og Ohi Omoijuanfo i skøn forening straffede prompte.

I den resterende del af opgøret så svenskeren decideret tung ud, og han blev overløbet gang på gang.

Mon ikke Filip Helander er i fare for at få et gult og blåt mareridt i nat, når han lægger hovedet på puden efter en indsats, som han til tider ikke kunne være bekendt.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der er sjældent set en vildere knouckot, end den vi var vidne til på Nature Energy Park en råkold søndag sen eftermiddag.

Der var fuldstændig udsolgt i Odense med 14.232 tilskuere på lægterne, hvor hjemmeholdets fans sjældent har været mere tændte og troede på en sejr mod rækkens duks fra Brøndby før kampen.

At man så vælger at lave to graverende fejl og blive fuldstændig knockoutet af en knivskarp Brøndby-offensiv i kampens indledning, hvor opgøret reelt blev afgjort allerede inden, at det kom ordentligt i gang, er simpelthen ikke godt nok.

Det var ydmygende at se, hvor ringe de stribede kom ud til kampen og dermed fortsatte deres elendige hjemmebanestime. Eneste positive ting for OB i dag var, at de gradvist spillede sig mere og mere ind i kampen - dog uden rigtigt at få troen på, at de kunne levere comebacket inden, at Brøndby lukkede og slukkede kampen med scoringen til 3-0.

Et par få grader og støvregn gjorde ikke noget godt for græsplænen i Odense.

Den blev gradvist mere og mere til en pløremark, hvilket også var til at se på spillet på banen i anden halvleg.

Her blev der lige pludselig langt mellem de lækre detaljer, som mere blev aflyst af glidende tacklinger og fejlafleveringer.

OB skal håbe på et solrigt fynsk forår, hvis grønsværen skal overleve sæsonen ud.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Brøndby ligner unægteligt et mandskab, der skal ses som seriøse guldkandidater.

Deres koldblodighed og omgang med bolden i dag var et mesterhold værdig.

OB derimod sejlede rundt i store dele af opgøret på pløjemarken på Nature Energy Park.

Det er blevet et kompleks at spille her for odenseanerne, hvor nedrykningsspøgelset bliver ved med at true, hvis spillet fortsætter med at være lige så ringe, som det var til tider i opgøret her.