En regulær bombe er på vej til at ramme Superligaen.

For AGF henter nemlig den tidligere Arsenal-stjerne Jack Wilshere, erfarer B.T. Århus Stiftstidende var først med historien.

Den engelske midtbanespiller har allerede bestået lægetjekket og underskrevet de sidste detaljer. Han tiltræder i klubben med øjeblikkelig virkning.

Dermed skal den skadeplagede fodboldstjerne prøve at få kickstartet sin karriere i Aarhus.

MATTHEW CHILDS

Klubbens fans har da også den seneste time været på den anden ende, efter AGF lagde en video på Twitter, hvor de teaser for en ny spillertilgang.

I videoen er der nemlig en reference til Wilsheres tidligere nummer i den engelske storklub – nummer 10.

Samtidig hænger spillertrøjen på en kanon, som indgår i Arsenals logo – og desuden har London-klubben kaldenavnet 'The Gunners'.

30-årige Jack Wilshere har ifølge B.T.s oplysninger skrevet under med den danske superligaklub for resten af sæsonen.

Englænderen har været klubløs i en længere periode, men karrieren tæller blandt andet 182 Premier League-kampe for klubber som Arsenal, Bolton, West Ham og senest Bournemouth.

Han har ligeledes spillet 34 kampe for det engelske landshold.