Superligaklubben Vejle har fyret cheftræner Carit Falch efter en skuffende start på sæsonen.

Det erfarer B.T.

Dermed når Carit Falch blot at stå i spidsen for Vejle i fem Superligakampe - og her er det kun blevet til et enkelt point.

Carit Falch blev i juni købt fri af sin kontrakt med Lyngby, men ifølge B.T.s oplysninger stod det hurtigt klart for Vejle, at matchet ikke var det rigtige.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Falchs sidste kamp som Vejle-træner blev mandagens opgør mod AaB, hvor vejlenserne tabte 0-1.

Kort efter B.T.s afsløring sendte Vejle en pressemeddelelse ud om fyringen. Her forklarer administrerende direktør Henrik Tønder følgende om beslutningen:

»Samlet set vurderer vi ikke, at Vejle Boldklub og Carit Falch er det match, vi havde forventet og håbet på.«

»Vi takker Carit for indsatsen i Vejle Boldklub, og vi må også som klub kigge indad. I dette har vi som klub et stort ansvar.«

»Vi vælger nu at se fremad og samle alle kræfter mod den opgave at sikre os en placering, der giver os en sæson mere i 3F Superligaen,« siger Henrik Tønder.

Det bliver nu de to assistenttrænere Frederik Birk og Steffen Kielstrup samt Johan Sandahl, der er teknisk chef, som skal styre Vejle i den kommende udekamp mod FC Nordsjælland.