FC Midtjylland er blot et lægetjek og en underskrift fra at forstærke sig.

B.T. kan afsløre, at guldbejleren er yderst tæt på at hente landsholdsprofilen Edward Chilufya fra Zambia.

Ifølge B.T.s kilder sagde han farvel til sine holdkammerater i Djurgården i den forgangne weekend, og han befinder sig allerede i Danmark, hvor han blot mangler at gennemgå et lægetjek og skrive under på kontrakten med FC Midtjylland.

Klubberne er nemlig enige om en handel, og FC Midtjylland betaler cirka 17 millioner kroner for spilleren, fortæller B.T.s kilder.

Edward Chilufya blev i sidste uge sat i forbindelse med et skifte til Superligaen, da Ekstra Bladet kunne fortælle om interessen for den dyre kantspiller, som ifølge svenske Fotbolldirekt i sommer blev rygtet til andre klubber for en pris på omkring 40 millioner danske kroner.

Så høj en pris betaler FC Midtjylland altså ikke for en spiller, der har under et år tilbage af sin kontrakt.

Edward Chilufya kom til Djurgåden i 2018, og sportschef Bosse Andersson har anerkendt, at de har ham på lånt tid.

»Ja, det er klart, at der er interesse for ham, og jeg kan bekræfte, at vi har haft en dialog med Midtjylland. Om vi er i igangværende forhandlinger, skal jeg lade være usagt,« sagde Bosse Andersson i sidste uge til Fotbollskanalen.

Nu er Edward Chilufya formaliteter fra at vise sig frem i Superligaen.