Lyt til artiklen

Jonas Lössls skifte til Bordeaux er efter alt at dømme dødt.

B.T. kan afsløre, at FC Midtjylland havde givet den franske klub indtil lørdag midnat til at hente landsholdsmålmanden, men Bordeaux missede deadline.

Det har længe været fremme, at de to klubber arbejdede på en transfer, og der var enighed om overgangssummen.

Den nedrykkede klub, der har haft store problemer med økonomien, manglede blot at sælge yderligere en spiller for at gøre plads i lønbudgettet til Jonas Lössl.

Nu er målmanden ifølge B.T.s oplysninger så på vej tilbage til FC Midtjylland, hvor han vil indgå i træningen.

Den danske målmand har en lang kontrakt til sommeren 2025 med Superliga-klubben og blev i vinteren 2021 hentet ind som en klar førstemålmand hos ulvene.

Da Elias Olafsson imidlertid overtog pladsen i buret, søgte Jonas Lössl videre, og han spillede seneste forår i Premier League-klubben Brentford.

Denne sommer skulle han så være skiftet til fransk fodbold, men Bordeaux fik ikke overholdt aftalen om den 33-årige dansker, og et skifte dertil er så godt som glippet.

Transfervinduet lukker onsdag efter midnat.